Han levede et liv i sus og dus med privatfly og milliarder og var blandt Danmarks rigeste. Men puf, så ramte finanskrisen, og formuen forsvandt.

Eksmilliardæren Peter Forchhammer blev ramt af en personlig konkurs i 2008, men boet er fortsat ikke gjort op. Og det irriterer ham. For var han ikke blevet tvunget til at sælge ud af sine aktiver til spotpris kort efter konkursen, så kunne han – ifølge ham selv – stadig have været milliardær.

»Selvfølgelig er jeg bitter. Og selvfølgelig ville jeg da gerne have været milliardær stadigvæk,« lyder det fra den kendte iværksætter, der blandt andet købte et privatfly sammen med den fallerede it-milliardær Erik Damgaard, mens de begge var på toppen:

»Inden jeg sagde ja til flyet, fik jeg at vide, at det altid går folk, der køber fly, ilde. Men jeg tænkte: 'Åh, for helvede, det kan da ikke være rigtigt.' Men så gik det faktisk ilde,« lyder det fra 65-årige Forchhammer.

Selv om det er 12 år siden, at han blev tvunget til at begære sit investeringsselskab Synerco konkurs – hvilket også førte til en personlig konkurs, da han ejede 75 procent af selskabet – så fylder konkursen stadig i hans liv.

Men en ting er, at han fortsat ikke kan få et kreditkort i sit eget navn, men må bruge sin kones familiekort.

Noget andet er irritationen over, at alle hans aktiver skulle sælges til spotpris i løbet af få år efter konkursen.

Havde bankerne og kurator kunnet vente til mere gunstige tidspunkter, så ville kreditorerne have fået deres penge igen – og Forchhammer selv havde fortsat været milliardær.

Peter Forchhammer var en af Danmarks rigeste, men mistede det hele under finanskrisen.
Peter Forchhammer var en af Danmarks rigeste, men mistede det hele under finanskrisen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Ifølge Forchhammer og hans revisor ville de aktier, som han havde i medico-virksomheden Chemometec, og som blev solgt til 'småpenge', i dag have været over 1,5 milliarder kroner værd. Lægger man dertil Forchhammers andre aktiver samt fratrækker gælden på 500 millioner kroner, som konkursen efterlod ham med, så vurderer Forchhammer, at han i dag ville have haft en formue på 1,5 milliarder kroner. 

»Jeg synes bare, at det er lang tid, det tager (at gøre konkursboet op, red.). Og når det nu ikke er helt afsluttet endnu, så kunne det da have været rart at sælge aktierne hen ad vejen, når kurserne var de rigtige. Hvorfor skulle man sælge hele skidtet så hurtigt og så alligevel bruge så lang tid på konkursboet,« lyder det fra Peter Forchhammer, der havde en formue på to milliarder kroner og en placering på listen over Danmarks 100 rigeste, da det gik bedst.

Men så ramte finanskrisen, og fra at leve et liv i overhalingsbanen sammen med blandt andre Erik Damgaard, finansmanden Ole Abildgaard og ejendomsmatadoren Ole Wagner blev Peter Forchhammers hverdag pludselig til en kamp for at beholde huset i Søllerød, hvor han boede sammen med sin kone, Maj-Britt, og parrets to børn.

For efter konkursen kunne han hverken få et kreditkort eller et realkreditlån. Og da Peter Forchhammer ejede halvdelen af huset, var det i fare for at ryge med i konkursboet.

Peter Forchhammer med sin kone Maibritt. Parret måtte sælge en del af deres have for at redde huset, efter han gik konkurs.
Peter Forchhammer med sin kone Maibritt. Parret måtte sælge en del af deres have for at redde huset, efter han gik konkurs. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Det gik mest ud over min kone. Jeg render jo rundt i de samme sweaters, som jeg altid har gjort. Men hun ville jo gerne på en indkøbstur en gang imellem eller købe noget interiør, men det kunne hun pludselig ikke få lov til,« fortæller Forchhammer, der 'stolt' fremviser sit brugte Apple-ur.

De ekstravagante tider med Rolex er forbi.

Det lykkedes Forchhammer-parret at redde huset ved at sælge lidt af grunden fra. Men det har ikke altid været lige let.

»Der har været nogle bekymringer, og til tider har jeg ikke kunnet sove om natten, og jeg har ringet rundt for at finde løsninger,« siger Peter Forchhammer.

Flere af hans venner samt hans ekskone mistede også en del penge, dengang han gik konkurs, da de havde investeret i nogle af hans selskaber. Det har han stadig dårlig samvittighed over – og han forsøger da også at hjælpe og tilbagebetale lidt, når han har lidt penge på kistebunden.

Du har flere gange tidligere fortalt, at du blev mere lykkelig, efter at du mistede milliarderne. Mener du fortsat det?

»Jeg har da tænkt på, om jeg nu også mente det, jeg sagde – eller om jeg var lidt høj i hatten. Men jeg vil faktisk give mig selv ret i det, jeg sagde. For hvis du har den der ro, at du kan betale dine terminer og få noget mad i munden, så har du det egentlig godt nok. Så behøver man ikke at have mange flere penge.«

Han har også tidligere fortalt, at han var glad for, at formuen forsvandt, så hans i alt fire børn – to af første ægteskab og to af andet – ikke skulle strides om formuen. 

Selv om Peter Forchhammer fortsat kan være ærgerlig over, at han mistede hele formuen, så tror han på, at han kommer op igen.
Selv om Peter Forchhammer fortsat kan være ærgerlig over, at han mistede hele formuen, så tror han på, at han kommer op igen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det synspunkt holder han fast i, for børnene, der i dag er i begyndelsen af 20'erne og i begyndelsen af 30'erne, har alle valgt deres egne karriereveje og lært, at de skal arbejde for føden.

»Jeg overvejer faktisk, om jeg ville have lyst til at fortælle det til mine børn, hvis jeg kom til penge igen. For jeg kender så mange eksempler på folk, der bare har ventet på, at deres mor eller far skulle tage billetten.«

Men er dine børn slet ikke bitre over, at du mistede formuen og dermed deres arv?

»Nej, det føler jeg i hvert fald ikke,« lyder det fra Peter Forchhammer, der dog fortryder én ting: nemlig at han ikke sikrede sig lidt for fremtiden.

»Jeg var jo så dum, at jeg ikke engang lavede en pensionsopsparing dengang. I dag kan nogle af dem, der var rige dengang, og som også røg med i faldet, leve af en eller anden pensionsopsparing, som de lavede i Luxembourg dengang,« siger han.

Han er dog fortrøstningsfuld. Han har i løbet af de sidste 12 år været med på flere gode forretningseventyr som eksempelvis spilportalen spilnu.dk.

Selv om portalen i dag er en formue værd, så satte et andet eventyr med nogle engangssprøjter i Kina en stopper for, at Forchhammer fik del i millionerne.

Men Peter Forchhammer skal nok komme igen. Han har gang i nogle nye projekter.

»Jeg er desværre den der type, der godt kan lide at vise de andre, at man godt kan komme lidt op igen. Og det er jeg lidt på vej til at kunne,« siger han og tilføjer:

»Alle folk sagde til mig dengang efter finanskrisen: 'Peter, du er sådan en korkprop, du kommer op igen.'«

B.T. har været i konktakt med kurator Troels Tuxen, der varetager Peter Forchhammers konkursbo. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Peter Forchhammers personlige konkursbo er endnu ikke endeligt afsluttet, mens konkursboet efter hans investeringsselskab blev endeligt afsluttet tidligere på året.