Optimismen var ikke stor hos mange virksomhedsejere, da corona i 2020 havde gjort sit indtog.

Særligt havde fire af Danmarks rigeste brødre en meget dyster prognose. Men den er nu blevet gjort til skamme, og brødrene har høstet et rekordstort millionoverskud.

Det er bilforhandleren Ejner Hessels fire sønner Bjarne, Steen, Hans Peder og Bent, der kan klappe sig på lommerne hele vejen ned til banken af begejstring.

For mens corona førte til et kæmpe dyk på 50-60 procent i salget af familiefirmaets biler i de første uger af nedlukningen, hvilket fik bilfamilien til at nedjustere forventningerne til sidste års omsætning markant, så er familiens dystre udmeldinger siden blevet gjort til skamme.

Den manglende udrejsemulighed har tilsyneladende fået danskerne til ikke blot at gå amok med huskøb og investeringer i sommerhuse. Også bilsalget har haft kronede tider.

I hvert fald hos Ejner Hessel, der endte med en rekordomsætning på 5,8 milliarder kroner samt med et rekordoverskud på 154 millioner kroner.

Det fremgår af selskabets seneste regnskab, skriver Finans. Her skriver ledelsen følgende:

»I lyset af de betydelige udfordringer i regnskabsåret 2020 afledt af covid-19-pandemien anser ledelsen årets realiserede aktivitets- og indtjeningsniveau for meget tilfredsstillende.«

Salg af Mercedes især til virksomheder har gjort Ejner Hessel til bilkonge.
Salg af Mercedes især til virksomheder har gjort Ejner Hessel til bilkonge. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og det betyder, at de fire brødre, der i forvejen har en formue på 1,8 milliarder kroner og er Danmarks 84. rigeste på Berlingskes årlige opgørelse, nu kan føre yderligere millioner til formuen.

Det var tilbage i 1968, at Ejner Hessel grundlagde det, der skulle gøre ham til en af Danmarks største bilkonger.

Hessel havde oprindeligt været vognmand, men måtte efter en bilulykke i 1958 opgive at køre lastbil. I stedet kastede han sig over handel med lastbiler i Herning.

Først købte han brugte svenske lastbiler, som han satte i stand og solgte til danske vognmænd. Hessel blev hurtig populær – ikke mindst fordi han vidste, hvordan det var at være vognmand.

Efter nogle år flyttede han sin virksomhed til Brande, hvor han fik mere plads og blev forhandler af Fiat-lastbiler. Virksomheden voksede og fik flere afdelinger, og Hessel udvidede sortimentet til trailere, påhængsvogne, kraner.

I 1987 foretog Hessel et skifte, som nok er en del af grunden til, at familien blev stenrig. Hessel blev forhandler af luksusmærket Mercedes- Benz. Her fik han succes med biler til særligt erhvervslivet.

Da Ejner Hessel døde i 1990 overtog hans fire sønner firmaet. De blev alle involveret i driften, og storebror Bjarne Hessel var direktør i 36 år, indtil han i 2020 overdrog posten til sin svigersøn Benjamin Mahr.

Ejner Hessel har i dag 26 bilforretninger i Danmark, hvoraf  15 er i Jylland og 11 på Sjælland.