3,2 milliarder kroner.

Så meget er den 32-årige sangerinde Rihanna god for.

De mange penge har sikret sangerinden en plads som nummer 33 på listen over de rigeste kvinder i USA. Det skriver Forbes.

Ud over musik har Rihanna også tjent penge på sit kosmetikfirma, Fenty, samt sit eget undertøjsmærke, Savage X Fenty.

På listen over de rigeste kvinder i USA er også Oprah Winfrey, der med 16 milliarder kroner tager en fornem niendeplads. Kim Kardashian nupper plads nummer 24 med 5 milliarder kroner, og lillesøster Kylie Jenner har sneget sig ind på plads nummer 29 med 4,4 milliarder kroner.

De to sidstnævnte har også tjent mange penge i makeup-verdenen, så det lader altså til, at der er gode penge at hente på makeup og andre skønhedsprodukter.

Ifølge Forbes er Fenty Beauty den primære årsag til, at Rihanna nu er en af de rigeste kvinder i USA. Derudover har hendes undertøjsfirma også bidraget til den fornemme plads på listen.

Rihanna kan også prale med, at hun er den rigeste kvindelige musiker i hele verden.

Penge er dog ikke noget, hun kun holder for sig selv. Hun har nemlig doneret flere millioner kroner til forskellige organisationer.

Hun har doneret omkring 50 millioner til coronavirus-hjælpeorganisationer, og derudover har hun doneret cirka 6,3 millioner kroner til fattige i New York, cikra 13 millioner til misbrugsofre i Los Angeles og næsten 32 millioner kroner fordelt på flere forskellige velgørenhedsorganisationer.