Episoden med afroamerikaneren Georg Floyd, som endte med at miste livet efter en anholdelse, har for alvor sat gang i racismedebatten verden over.

Også kendisser har luftet deres holdning til episoden - heriblandt hitmageren Rihanna, som nu vil give et økonomisk bidrag til kampen mod racediskrimination.

Den 32-årige sanger vil sælge den kjole - der kan ses i videoen herunder - som sidste år løb med stor opmærksomhed på sociale medier. Det skriver Page Six.

I oktober sidste år fik Rihanna nemlig internettet til at gløde, da hun delte et billede i en pink, asymetrisk kjole af det engelske mærke ASAI - og den kan en heldig kvinde nu få fingrene i.

Kjolen var selvsagt populær, og måske er det den store efterspørgsel, som har fået Rihanna og designeren bag til at øjne en mulighed for et godt salg.

En video på designerens Instagram afslører nu, at kjolen vil blive produceret i en eksklusiv udgave, og at pengene fra salget af kjolen skal gå til hele tre velgørenhedsorganisationer:

De heldige organisationer er Black Lives Matter, Solace Women’s Aid og The Voice of Domestic Workers.

Rihanna har altid haft et godt øje for mode og har i årevis designet tøj i sit eget mærke Savage X Fenty.

Tirsdag delte popstjernen et sort billede for at vise sin støtte til kampen mod racisme på sin Instagram-profil, hvor hun ellers normalt reklamerer for sit makeup-mærke 'Fenty Beauty By Rihanna'.

Til billedet skriver hun blandt andet, at 'vi vil ikke tie stille, og vi vil ikke lade stå til'.

Hun hashtagger også #BlackoutTuesday, som er blevet kendetegnet for 'Black Lives Matter'-bevægelsen.

Hun har også delt et billede af den afdøde Georg Floyd, hvor hun hævder, at der er tale om overlagt mord.