I et diplomatisk brev til den svenske rigsadvokat advarede man fra amerikansk side forleden om, at tilbageholdelsen af den voldstiltalte rapper A$AP Rocky kunne få negative konsekvenser for de to landes indbyrdes forhold.

Brevet blev sendt til rigsadvokaten 31. juli - dagen efter første retsmøde i sagen - og var underskrevet af gidselekspert Robert O’Brien på vegne af den amerikanske regering.

Robert O’Brien var på anmodning fra Donald Trump til stede under retssagen mod rapperen, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers.

I brevet, som CNN er i besiddelse af, krævede USA’s særlige udsending, at rapperen og hans to medtiltalte blev løsladt øjeblikkeligt på et humanitært grundlag.

‘(...) Den amerikanske regering ønsker at løse denne sag hurtigst muligt for at undgå potentielle negative konsekvenser i det bilaterale forhold mellem USA og Sverige,’ lyder det ifølge CNN i brevet.

Advarsler om negative konsekvenser til trods afviste rigsadvokat Petra Lindh den efterfølgende dag at imødekomme ønsket.

Hun henviste til, at de svenske domstole er uafhængige, og at en dommer alene har ansvaret for den enkelte sags gang.

‘Når en person er tiltalt, og sagen kommer for retten, er det domstolen - og kun domstolen - der kan beslutte, om personen skal løslades eller forblive fængslet,’ skrev hun blandt andet med henvisning til svensk lovgivning.

Glæden var til at spore hos A$AP Rocky og hans følge, efter de fredag blev løsladt.
Glæden var til at spore hos A$AP Rocky og hans følge, efter de fredag blev løsladt. Fredrik Persson

Dermed fulgte hun den tilgang, som landets statsminister, Stefan Löfven, tidligere har lagt for dagen.

Han har nemlig - trods flere henvendelser fra den amerikanske præsident Donald Trump - konsekvent afvist at gå ind i sagen.

Den amerikanske regering med Donald Trump i spidsen har ellers ikke lagt skjul på, at de har fundet fængslingen af den voldstiltalte rapper A$AP Rocky utilfredsstillende.

‘Vi gør så meget for Sverige, men det ser ikke ud til at gå den anden vej. Sverige burde fokusere på de virkelige kriminelle problemer,’ har præsidenten blandt andet ytret på Twitter.

Ingen amerikanske myndigheder har overfor CNN kommenteret brevudvekslingen, men fredag blev ønsket om løsladelse af rapperen og hans følge opfyldt.

Her besluttede den svenske domstol i Stockholm at løslade de tre tiltalte frem til domsafsigelse.

Og det vakte stor glæde hos den amerikanske præsident.

‘A$AP Rocky er blevet løsladt fra fængslet og er på vej hjem til USA. Det har været en Rocky week (hæsblæsende uge, red.). Kom hjem ASAP (as soon as possible - hurtigst muligt, red.) A$AP,’ lød det vittigt fra Donald Trump.

Efter sin løsladelse forlod A$AP Rocky Sverige i dette privatfly. Selv samme privatfly er netop landet i Los Angeles.
Efter sin løsladelse forlod A$AP Rocky Sverige i dette privatfly. Selv samme privatfly er netop landet i Los Angeles. TT NEWS AGENCY

Ifølge Aftonbladet er A$AP Rocky lørdag formiddag landet i Los Angeles. Dermed er han hjemme efter omtrent fire uger bag tremmer i den svenske hovedstad.

Han og hans følge blev i første omgang varetægtsfængslet 5. juli, og på grund af en formodet risiko for, at de ville forlade landet, hvis de blev løsladt, besluttede en svensk domstol ad flere omgange at forlænge varetægtsfængslingen.

Sagen kom for retten tirsdag. Torsdag og fredag fortsatte den.

Der falder dom i sagen 14. august. A$AP Rocky nægter sig skyldig i voldstiltalen.