Pludselig modtog tv-vært Ulla Essendrop flere og flere beskeder fra seere, der havde læst, at hun stoppede som vært på 'Aftenshowet'.

»Noget af det er bare, at jeg har siddet på 'Aftenshowet' og annonceret, at jeg stopper, og nogle steder står der, at jeg stopper for at sælge produkter for et eller andet cremefirma,« fortæller hun.

For den 42-årige studievært virker det lidt nyttesløs at skrive den slags fupartikler. Hun kan ikke se, hvad udgiveren får ud af det. Derfor har det også vækket en nysgerrighed i hende.

»Jeg er helt vildt nysgerrig på, hvorfor nogen sidder og laver de her historier,« siger hun, da B.T. taler med hende.

Ulla Essendrop er tv-vært på DR-programmet 'Aftenshowet.'
Ulla Essendrop er tv-vært på DR-programmet 'Aftenshowet.' Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Nemt at gennemskue

Det er ifølge hende også meget let at se, at det med høj sandsynlighed ikke er en sand artikel, for mange af dem minder lidt om de spam-mail, man får fra en ukendt, udenlandsk og rig onkel, der tilfældigvis også kan dansk.

»Man kan lynhurtigt afkode, at det nok kommer et andet sted fra. Mange af dem ligner noget, der er oversat i Google Oversæt,« forklarer hun.

Hun blev første gang opmærksom på, at der florerede falske rygter, da hun blev stoppet af en ældre mand på gaden.

»Ej, jeg er ked af, at du stopper på tv,« havde han sagt.

Ulla Essendrop blev noget forvirret og svarede bare:

»Det gør jeg altså ikke.«

Og så begyndte der at tikke flere og flere beskeder ind fra folk, der sendte billeder af artikler, der påstod, at hun stoppede på Danmark Radio.

Hun besluttede at dele et billede på Instagram, hvor hun skrev i billedteksten, at det altså var falske rygter. Hun stopper ikke på 'Aftenshowet' eller som tv-vært på DR.

»Der er ikke gået skår af mig, og det er ikke for at sidde og pive. Det er bare vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at det er usande rygter,« siger hun.

Hun er ikke alene

Ulla Essendrop er faktisk ikke den eneste. B.T. har før skrevet om kendte tv-personligheder, der pludselig har opdaget, at der florerer falske artikler om dem på nettet.

Her skriver vi om blandt andre Lene Beier, Lise Rønne, Sofie Linde, Cecilie Frøkjær og Puk Elgaard.

Også inde hos DR er man opmærksom på problemet.

Da Ulla Essendrop talte med nogle kollegaer, kunne hun forstå, at det var noget, man var opmærksom på.