'Aftenshowet's Ulla Essendrop forsøger at dæmpe sit indre jantelovs-lydspor og stå ved, at hun er god til dét, hun laver.

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?

»Karrieremæssigt er jeg stolt af, at jeg har opbygget et ben med en international profil. Jeg har flere gange stået på live-fjernsyn foran 90 millioner mennesker, lavet programmer med nogle af verdens største sportsstjerner og stået på scener foran internationale virksomhedsledere, statsledere, og kongelige. Indian Express, der har 1,6 millioner læsere, skrev for nylig en artikel om mig. Det var lidt et 'Mum, I made it'-moment.«

»På den mentale front føles det som en kæmpe og meget frigørende succes, at jeg endelig hviler så meget i mine faglige kompetencer, at janteloven ikke længere har bolig i mig. Jeg er stor tilhænger af at stå ved det, vi er gode til, uden straks at svække det med falsk beskedenhed og selvudslettende efterrationaliseringer. Empowerment i fuld potens.«

Du siger, at du ENDELIG hviler i dine faglige kompetencer. Hvornår har du ikke hvilet I dem?

»Da jeg var yngre, gik jeg altid rundt med en grundlæggende fornemmelse af ikke at have gjort nok eller ikke have gjort det godt nok. Uanset, hvor stor en indsats jeg lægger i min forberedelse, og uanset hvor meget og hvor disciplineret jeg arbejder, så siger min indre jantetante, at jeg kunne have arbejdet hårdere, grundigere, længere.«

»Dét lydspor bor stadig i mig, men jeg har forstået at mute det og dyrke styrken og stoltheden i mine kompetencer og kvaliteter.«

Hvad var årsagen til, at du ikke gjorde det?

»Måske skyldes det, at jeg begyndte mit liv i en af de mest håbløse og fremtidsløse positioner, som et menneske overhovedet kan fødes ind i. Både mellem folkeslag og internt i et lands befolkning er der en mere eller mindre udtalt opfattelse af, at nogle mennesker er mere værd end andre. Et forældreløst, efterladt spædbarn i Indien er, i manges øjne, bare mindre værd end andre mennesker.

»Og uanset, hvor godt jeg har det i dag, så begyndte min tilværelse med et spædbarns oplevelse af ikke at være holdt af og passet på, fordi de, der bragte mig til verden, ikke beholdt mig. Det er en veldokumenteret kendsgerning, at et barns første 1.000 dage er afgørende for udvikling, trivsel og muligheder videre i livet.«

»Jeg var 1.000 dage gammel, da jeg kom til Danmark. Så jeg har nok været præget af dén livsbegyndelse langt op i mit voksenliv. Eller også er det bare, fordi jeg er nordjyde.«

Hvad har janteloven hæmmet dig i at gøre?

»​Hvis jeg havde haft større tillid til egen værdi og evner fra starten af min tv-karriere, havde jeg nok sparket nogle flere døre ind. Jeg flyder over med ideer til tv, radio, podcasts og SoMe-indhold. Men i de første mange år af min tv-karriere har jeg stort set aldrig selv gjort noget opsøgende for at udfolde det. Jeg har takket ja og nej til de opgaver, der blev forelagt mig, og været ægte glad for at blive spurgt – men aldrig banket på nogens dør og sagt 'hej – jeg er værd at lytte til, og jeg har en megafed idé. Nu skal du høre!'.«

»Og når succesoplevelser faldt ned i min turban, talte jeg mig selv ned. Bagatelliserede, hvad jeg opnåede, og svækkede egen værdi med selvudslettende efterrationaliseringer som 'Det var bare held', 'Andre kunne have gjort det samme', eller 'Deres førstevalg kunne nok ikke den dag'. Jeg var omvendt-Pippi: 'Det har jeg gjort fortrinligt 1.000 gange før – men jeg kan sagtens gøre det forkert næste gang'.«

»Og jeg skulle for alt i verden ikke sige noget, der kunne tænkes at fremkalde reaktionen 'Nå, hun synes da vist, hun er noget'.«

»Jeg har endelig indset, at den dom vil der altid være nogle, der fælder, hvis man vover at stikke ud – og det er som regel dommerens eget underskud, der taler. Nu fortæller jeg uden at blinke fremtidige samarbejdspartnere, at jeg har været på live-tv foran 90 millioner mennesker, interviewet nogle af verdens største sportsstjerner og stået på scener med og foran internationale CEO's og statsledere. Og dét kan man godt præsentere sig selv med uden at prale – når det altså er relevant for et muligt samarbejde.«

Synes du, at Danmark præget af jantelov – hvordan?

»​Janteloven lever i bedste velgående i Danmark. Om jeg begriber, hvordan 'stræber' blev et skældsord. Hvorfor er det ugleset at ville være dygtig? Hvorfor må man ikke sige sine succeser højt? Stolthed behøver ikke være lig med uklædelig pralhals.«

Artiklen er leveret i samarbejde med Alt for damerne.