Når Ulla Essendrop mindes sine ferier, er der særligt én rejse, der popper op. På den dårlige måde.
Det fortæller hun i et større interview med Alt for damerne, der har stillet hende en række spørgsmål om alt det, der har været vigtigt og skelsættende i hendes liv.
Her lyder et af spørgsmålene således: Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
»Jeg kan ikke komme i tanke om noget sted, hvor jeg kategorisk vil afvise at sætte mine fødder igen. Men mit værste rejseminde er fra en tur til Bangkok, hvor jeg var tæt på at dø af anafylaktisk shock, fordi jeg havde spist en nød, jeg ikke kunne tåle,« fortæller hun og fortsætter:
»Dén oplevelse – fra en ellers god tur – behøver jeg ikke igen.«
Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. For det var nemlig sådan, Ulla Essendrop lærte, at hun altså ikke kan tåle nødder.
Det fremgår ikke af interviewet, hvornår rejsen fandt sted. Til gengæld fortæller tv-værtinden, at den vigtigste beslutning, hun nogensinde har truffet, drejer sig om en anden rejse.
Nemlig den, hun tog på i 2005, da hun flyttede til London for at arbejde. Foruden at være en selvstændighedsøvelse ud over det sædvanlige gav det hende også nogle sprogkompetencer.
Og begge dele er kommet hende til gode i hendes karriere, som blandt andet har budt på sportsjournalistik og en værtsrolle i 'Eurovision Song Contest' 2014.
Siden 2015 har hun været vært på DR's 'Aftenshowet'.