Hvad end han kører på knallert langs den jyske vestkyst eller tager os med på fascinations-rejser ud i verden, følger over en halv million danskere troligt med på vejen.
Men bag Peter Ingemanns evne til at vade ind i folk med træsko på, gemmer sig en tung mental bagage, som han har båret på hele sit liv.
»Du kan lære to ting af det. Enten at synke med i et sort hul eller sætte pris på det, du har været igennem. Jeg har valgt det sidste og brugt det som brændstof,« siger han.
Det er knap ti år siden, at den populære tv-vært udgav biografien ‘Ingemanns land’, hvis smertefulde omdrejningspunkt var faderens selvmord.
Nu er han klar med opfølgningen ‘Elsk afgrunden’. Fordi han er blevet meget klogere. På sig selv. Og sit brændstof.
Han smiler og griner meget, som han sidder dér i loungen på det københavnske hotel, hvor han bor, når han er på job i hovedstaden. Men en snert af den gamle smerte bryder lejlighedsvis gennem de nye brilleglas. For hans bagage er tung, og nogle minder svære at lukke ned for.
»Jeg har opfattet utrolig mange detaljer helt fra jeg var lille. Nok fordi det har været så voldsomt,« siger han om opvæksten med en far, der var verdens bedste, når han ædru. Men farligt utilregnelig, når han var fuld. Og det var han jævnligt.
I sin første bog beskrev Peter Ingemann, hvordan opvæksten var, når den var værst.
Her stod den på ‘vildfarne riffelskud, slåskampe på gårdspladsen, vodka med mælk til morgenmad, opslidende retssager og dødskørsler med mig og min søster på bagsædet’.
Men alt det sluttede en sommerdag i 2002, hvor Peter Ingemann var blot 29 år gammel.
Han husker, hvordan han to år forinden havde smidt faderen ud fra sin datters barnedåb, fordi han mødte op i en kæmpe brandert.
»Der blev spillereglerne trukket op. Efter barnedåben var jeg færdig med at være medmisbruger,« forklarer han om det valg, som han i lighed med mange andre børn af misbrugere traf. At holde faderen på afstand.
Da Peter Ingemann med sin kone og lille datter i sommeren 2002 tog til Mallorca på ferie, var budskabet derfor helt klart.
»Han havde lige været gennem en stor, hård drukperiode op til, at vi tog afsted. Derfor sagde jeg lige ud, at jeg ville slukke telefonen. Jeg gad ikke høre fra ham.«
Men Peter Ingemann fik et opkald. Fra sin søster.
»Far er død, han har skudt sig i nat…. Men han er pæn,« blev der sagt i den anden ende af røret hjemme fra Danmark.
»Jeg skreg og jeg græd. Men vidste, at jeg aldrig fik min far igen,« forklarer Peter Ingemann.
Når faderens selvmord aldrig har været den tungeste sten i hans mentale rygsæk, skyldes det, at han altid har talt åbent om det og ikke har følt skyld. Men også at han forstår sin far og dét, han beskriver som faderens ‘barmhjertighedsgerning’.
Peter Ingemann en nemlig overbevist om, at hans far nåede til den erkendelse, at han ikke kunne styre sit sind.
»Min far var et af de mest moralske og hæderlige mennesker. Så jeg tror, at han har tænkt, at ‘nu stopper det’. Både for at lukke ned for dæmonerne og for ikke at gøre mere skade på dem, han elskede.«
Men skaden indeni Peter Ingemann var sket. Han blev efterladt med en følelse af ikke at være god nok. En følelse han har kæmpet med det meste af sit liv.
»Jeg blev en usikker sjæl. For uanset hvor meget kærlighed min mor - og far, når han var i stand til det - gav mig og min søster, kunne det ikke hamle op med følelsen af, at hvis jeg var god nok, behøvede han ikke at drikke.«
»Når han var ædru, var han min mest fortrolige ven, og jeg var ikke i tvivl om, at han var stolt af mig. Men jeg vidste aldrig, hvor vi var henne på kurven,« forklarer Peter Ingemann.
Han kunne have lagt sig ned og have ondt af sig selv. Men i stedet blev usikkerheden hans brændstof.
Det har drevet ham gennem 200 ‘Hammerslag’-programmer, de første to sæsoner af ‘Den store bagedyst’, den mangeårige programserie ‘Størst’ og ‘Ingemann og Vestkysten’.
»Jeg elsker mit liv, jeg elsker mit arbejde. Jeg har haft en 46 år lang og sej kamp og er faktisk ret meget foran på point lige nu. Men jeg ved også, at den kamp aldrig er overstået. Og det skal den heller ikke.«
»Jeg er nødt til at bruge alt det pis til et eller andet godt,« lyder Peter Ingemanns tørre konstatering ovre fra den anden af bordet.
Hans mentale rygsæk er blevet lettere. Han har lært at bruge og omfavne den afgrund, der synes at være en integreret del er hans liv.
»Jeg er et sundere sted end for ti år siden. Jeg har sluttet fred med mine dæmoner. Jeg har lært at holde af dem, for jeg kan ikke gøre andet. De forsvinder ikke,« siger Peter Ingemann.
»Det kan godt være så uhyrligt, at det selv på afstand er svært at se det. Men der er en læring i det,« lyder hans råd til andre.
»Du skal aldrig glemme, hvad der gjorde ondt, de traumatiserende oplevelser du har været ude for. For dem skal du bruge som ammunition til at blive et bedre menneske.«
‘Elsk afgrunden’ er netop udgivet på Gyldendals Forlag
