Armbevægelserne er så store, at han deler vandene. Stilen flamboyant. Runetegn pryder hans skaldede isse. ‘Odin ejer mig. Jeg skylder ham alt,’ står der.
Men historien bag tilblivelsen af ham, vi kender som Jim Lyngvild, er barsk og smertefuld.
»Der er kloge mennesker, der har sagt: ‘Det var dér, du blev homoseksuel, dér, du udviklede den flamboyante persona.' Det tror jeg, at der er noget rigtigt i. For dér ændrede mit liv sig fuldstændig,« siger han om dén dag, han blev Jim Lyngvild.
For tiden kan han ses hver søndag på DR2 i programmet ‘Jim og Ghita’, hvor han og skuespiller Ghita Nørby er på roadtrip gennem landet.
Men at optræde på tv i den bedste sendetid er blot en brøkdel af, hvad 40-årige Jim Lyngvild kan skrive på sit cv.
Han er uddannet designer, har skrevet bøger og skabt sin egen øl og skønhedsserie, lavet udstillinger om vikinger og den danske kongerække. Og har med egne hænder bygget den 750 kvadratmeter store vikingeborg, hvor han bor sammen med sin mand, Morten.
»Det er vildt, hvad der sket på 24 år,« siger han. Næsten benovet. Og glad. »Tænk, hvad der kan ske de næste 24!«
Hans egen tidsregning starter dén dag, han som 16-årig blev Jim Lyngvild. Men det er i årene før, at smerten ligger begravet.
Jim Lyngvild voksede op i Albertslund som det yngste af fire børn i et fattigt hjem, hvor selv dagligvarer som mælk og saftevand ikke fandtes i køleskabet. Til gengæld var der en overflod af kærlighed fra såvel moderen som hans søskende.
»Så kan du faktisk overleve ret meget,« siger han med stor taknemmelighed i stemmen.
Han var også elsket af faderen. Som den eneste. Alle de andre - inklusive hans mor - fik tørre tæsk.
Men hvor lille Jim var forskånet fra sin fars temperamentsfulde næver i hjemmet, var livet anderledes brutalt i skolen. Dér fik han tæsk. Blev mobbet så voldsomt, at han kalder sine første ni år for en daglig kampzone.
»Jeg kom bevidst for sent i skole, for så var de onde gået ind i klassen, og jeg undgik at få tæsk på gangen eller få buksevand.«
»I frikvartererne handlede det om at stille mig i nærheden af lærerværelset, så jeg altid lige kunne få fat i en voksen,« fortæller Jim Lyngvild og erkender, at hans indlæring led under det.
»Hele dagen gik med at spekulere på, hvordan jeg skulle tilrettelægge min dag, så jeg ikke fik tæsk.«
Skal han sætte billeder på de år i 11 forskellige skoler i Albertslund, tyer han til filmen ‘Terkel i knibe’, hvor Jason har et jernrør i lommen for at kunne forsvare sig.
»Sådan var 1980'ernes Albertslund. Et hårdt miljø.«
Selv om enkelte af hans lærere så, hvad han blev udsat for, var de lige så bange, som eleverne var for hinanden. Ingen greb ind.
»Jeg var et nemt offer. For jeg tillod mig at være offer. Når jeg blev mobbet, reagerede jeg ved at kaste med borde og stole. Og det er jo altid sjovt at tirre den, der reagerer.«
Den eneste indgriben var, da skolerne erkendte, at de ikke kunne håndtere det mærkelige og udadreagerende barn.
Derfor blev Jim Lyngvild i et halvt år indlagt på børnepsykiatrisk hospital til observation. Hvor de fandt frem til, at han havde en IQ på 152.
I dag er han taknemmelig for, at det menneskelige sind tillader én at glemme smerten. Men smerten fra én særlig dag i 1994 ligger stadig lige under den tatoverede hud.
Han var lige fyldt 16 år, da hans mor besluttede, at han skulle sendes på efterskole. Ikke alene var det den beskyttende navlestreng, der dermed blev klippet, han vidste også, at mobning igen stod på skoleskemaet.
»Jeg tudede i 14 dage,« siger Jim Lyngvild og fortsætter: »De stærke drenge, som måske var bange for deres egen seksualitet eller for, at de skulle blive afsløret som små drenge indeni, skulle jo finde et offer. Og der fandt man så igen Jim.«
Han slår ud med armene. Sukker med en snert af den gamle smerte i stemmen. Og går videre i fortællingen.
»Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg efter et par uger brød fuldstændig sammen over at blive mobbet igen, låste mig inde på toilettet og sad dér og græd.«
»For du kan være nok så intelligent og veltalende, men når du er 16 år, er du stadig kun et barn, der ikke har styr på dine følelser.«
Det var, mens Jim Lyngvild sad dér, bundulykkelig og fyldt med selvmedlidenhed, at noget kom til ham. Hvad ved han ikke.
Måske en engel, en skytsånd, en god fe som i Askepot. Noget i hvert fald, der fyldte ham med en styrke, han de første 16 år af sit liv ikke havde kunnet opmønstre.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at når jeg træder ud fra det her toilet, så er jeg ikke længere et offer.«
Og det har Jim Lyngvild ikke været siden. Dén dag blev han født. Blev ham med de store armbevægelser, med den flamboyante stil og runeskriften på den skaldede isse.
Ham, der sultent kaster sig ud i store udfordringer og hellere provokerer end pleaser.
Han smiler. Læner sig frem med intensitet lysende ud af øjnene.
»Jeg ved godt, at det lyder fjollet, men der skete noget ude på det toilet. Fra at have været kampmobbet, have haft en forfærdelig skolegang og slet ikke passe ind, til lige pludselig at få englevinger omkring sig, der gør, at man tør være sig selv, være en kompetence i stedet for en hæmsko.«
»Der er mange, der knækker på det og får et lorteliv. Men det er også et valg, man træffer. Jeg traf det inde på toilettet. Og der skete den åbenbaring, at jeg blev Jim Lyngvild.«
Skal man lære noget af Jim Lyngvilds historie, er han ikke i tvivl om, hvad det er. »Just do it,« siger han. »Drop angsten for ikke at være god nok.«
