Måske er migræne ikke nødvendigvis en sygdom, der skal kureres.

Men måske er det en gave fra guderne. Eller en ventil, hvis man har et alt for rigt følelsesliv.

Det mener Jim Lyngvild, der har haft migræneanfald, siden han som barn blev trukket med på luderbar af sin pornostjerne-far og havde brug for en undskyldning for at blive hentet.

Det siger han i Radio4-programmet 'Drømmesengen'.

Jim Lyngvild.
Jim Lyngvild. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det (migræne, red.) har jeg altid haft. Siden jeg var lille. Det har så været mindre tidligere. Der fik jeg ikke medicin for det, så der var det der bare. Det var altid, når jeg var hjemme hos min far. Jeg hadede min far,« siger han og tilføjer:

»Han var jo ikke sammen med min mor, og han døde, da jeg var 10. Men da jeg var sådan 8-9 år, og jeg skulle hjem til ham, og jeg var med på Spunk Bar inde i København, som er sådan en luderbar – fordi han var narkoman og alkoholiker – så blev jeg klokken to om natten trukket med på de der mærkelige luderbarer og sådan noget, fordi han skulle ind og fixe.«

Her oplevede Jim Lyngvild, at hans krop selv gik i alarmberedskab for at redde ham ud af situationen.

»Så fik jeg de der fysiske sygdomsanfald, som gjorde, at han jo blev nødt til at ringe efter en læge, så jeg kunne komme hjem til min mor. Så min krop har simpelthen været vant til - siden jeg var helt lille - at kunne gøre mig selv syg, når den havde brug for at gøre mig syg.«

Da Jim Lyngvild fortæller sin historie i Radio4-programmet, har han efter eget udsagn 'abstinenser fra morfin', fordi han lige har ligget vandret med migræne i tre dage og kastet op.

Men han ville ikke undvære sin svære sygdom. Han mener nemlig, den er nødvendig for ham, da han har et rigt følelsesliv, fortæller han.

Han føler meget og mærker folks sindsstemninger, når han møder dem.

Og for at det hele ikke skal blive for intenst, får han migræneanfald, så han 'bliver renset ud' og kommer i balance igen, vurderer Jim Lyngvild, der kalder sin anfald for muligvis 'den største gave'.