Tv-værten Cecilie Hother er blevet gift. Igen. Igen.

Og ægtemanden er som de to andre gange Thomas Honoré.

Det afslører 42-årige Cecilie Hother på Instagram.

'Det var dejlig varmt, og man kunne dufte blomsterne omkring os og føle kærligheden fra vennerne omkring os,' skriver hun til en række billeder af hende og Thomas Honoré, der får deres velsignelse af en præst.

Cecilie Hother med sin mand Thomas og datteren Ellinor på 3.
Cecilie Hother med sin mand Thomas og datteren Ellinor på 3. Foto: Peter Hauerbach
Vis mere

For der er nemlig mere tale om en velsignelse end et egentligt bryllup, fortæller Cecilie Hother.

'Kritiske tunger ville måske sige: 'Jamen, er I ikke gift, hvorfor blive gift igen?'. For os hænger det sådan sammen, at efter alt, hvad vi har oplevet, så tager vi hverken livet eller kærligheden for givet. Så når vi skal giftes igen, eller velsignes, som det jo hedder, når man er gift flere gange, så er det dejligt at bruge momentet til at tænke over, hvorfor har vi valgt hinanden som livspartnere, og hvor heldige vi er at have hinanden.'

Hun tilføjer endvidere, at der let kan gå 'madpakke i den', når man som parret har to små børn, og så er det dejligt med en dag, hvor man kan blive mindet om kærligheden til hinanden og aktivt vælge hinanden til. Endnu en gang.

'Så jeg håber, der kommer mange flere bryllupper mellem Thomas og mig. For kærligheden, som er størst af alt, den er der.'

Også sidste år blev parret gift påny under en ferie. Dengang var Cecilie Hother gravid med deres andet barn.

'Jeg kan stadig mærke de små sandkorn mellem tæerne og glæden boble om kap med spunken i maven. Og en glædeståre, som stille, men meget beslutsomt, piblede frem i øjenkrogen. Og til lyden af bølgerne, præstens ord og 'What a Wonderful World' gentog Thomas og jeg vores ægteskabsløfter fra 2018,' skrev hun i den forbindelse.

Cecilie Hother og Thomas Honoré blev gift første gang i 2018. Det skete ved et hemmeligt og helt privat bryllup.

'Vi ville gerne holde vores bryllup helt privat og kun for os, og det er jo lykkedes. Vi var meget enige om, at vi begge deler så meget af vore hverdag, så lige dette ville vi gerne værne om, bare os to, i en tid. Det var vores ting. Vores lille kærlige ægteskabshemmelighed,' skrev den populære tv-vært og influencer dengang.

Cecilie Hother og Thomas Honoré blev i 2016 forældre til datteren Ellinor, som sidste år fik lillebroderen Aksel. Forinden havde Cecilie Hother også båret sønnen Karl i seks måneder, før det desværre stod klart, at han ikke kom til at leve.

Hør mere om sorgen over at miste en søn i videoen over artiklen.