Det faldt som en regulær bombe, da 'Venner'-parret Ross og Rachel for nylig afslørede, at også skuespillerne bag, David Schwimmer og Jennifer Aniston, havde været forelskede i hinanden bag kameraet.
Og nu har nye oplysninger fået rygterne til at svirre.
»Vi var begge helt vilde med hinanden, men det var altid som to skibe, der sejlede forbi hinanden. Én af os var altid i et forhold, og vi krydsede aldrig den grænse,« afslørede David Schwimmer om sit og Jennifer Anistons forhold, da de fem 'Venner'-hovedrolleindehavere mødtes til et genforeningsafsnit af den populære sitcom.
Jennifer Aniston bekræftede den prøvende romance og tilføjede:

»Jeg kan huske, jeg en dag sagde til David: 'Det er så surt, hvis første gang vi faktisk kysser hinanden bliver på nationalt tv'. Og det blev det så.«
For efter flere afsnits flirten frem og tilbage fik fiktionens Ross og Rachel endelig lov til at afslutte en sæson med et kæmpe, kærligt kys. Men David Schwimmer og Jennifer Aniston fortsatte hver deres virkelige liv med andre partnere.
Men nu bliver der spekuleret i, om de har fundet sammen.
»Efter genforeningen stod det klart, at det havde vækket nogle følelser i dem at tale om fortiden, og at kemien fra dengang stadig var der. De begyndte at skrive sammen efter optagelserne, og i sidste måned fløj David fra sit hjem i New York til Jen i Los Angeles,« siger en kilde til Closer.

Her skulle parret have hygget sig med at lave mad sammen og drikke vin under dyb øjenkontakt på en af Jennifer Anistons yndlingsvingårde i Santa Barbara.
Selvom kilden er anonym, og parret selv afviser spekulationerne, har de hurtigt fået ben at gå på på internettet. Også hos the hæderkronede medie The Guardian, hvor klummeskribent Stuart Heritage har et bud på, hvorfor vi så gerne vil have, at rygtet taler sandt.
»For et par år siden håbede internettet, at Aniston ville finde sammen med Brad Pitt igen. Men det er old news nu,« skriver Stuart Heritage, der forstår fascinationen af et ekspar, der finder melodien igen efter flere år.
»Men en medskuespiller? Endda en skuespiller, som hendes karakter havde et on-off-forhold til i en sitcom, som stoppede for 17 år siden? Det er meget mere interessant.«

Vi er kun interesserede i at føre dem sammen, fordi vi allerede på tv har set, hvor søde de er, når de er forelskede. Havde de spillet bror og søster, var internettet ikke eksploreret på samme måde, mener han.
For det var lige, hvad det gjorde.
Mens turtelduernes afsløringer af den gamle flirt naturligvis satte fut i internettet, så var det intet i forhold til, da de hver især iførte sig tøj med referencer til deres tv-romance.
Så sent som i sidste uge 'flirtede de', mener mange, på Instagram, da David Schwimmer iførte sig en T-shirt med Ross og Rachel og teksten 'Lobster' – 'Venner'-slang for en livslang partner – og taggede Jennifer Aniston, der som reaktion uploadede et billede, hvor hun var iført en kasket med teksten: 'We were SO not on a break' (vi havde IKKE sat vores forhold på pause, red.).
Nu vil kun tiden vise, om virkelighedens Ross og Rachel også bare var på en 17 år lang pause, som nu kan være ovre.