Den amerikanske komiker og skuespiller Rob Riggle skal skilles fra sin hustru, Tiffany Riggle.

Parret har været gift i 21 år, og det er angiveligt Tiffany Riggle, der er kommet frem til, at de lidt over to årtier er mere end rigeligt.

I hvert fald er det – ifølge TMZ – hende, som har afsendt skilsmisse-dokumenterne, hvori hun beskriver årsagen til bruddet som værende 'uforsonlige forskelle'.

Her står der efter sigende også, at Tiffany Riggle ønsker finansiel støtte fra sin kommende eksmand.

Rob Riggle er blandt andet kendt fra tv-serierne 'Modern Family' og 'New Girl' samt fra filmene 'The Hangover' og 'Step Brothers'. I øjeblikket er han dog tilknyttet Fox News, hvor han fungerer som ekspert i amerikansk fodbold.

Rob Riggle og Tiffany Riggle blev gift i 1999. I retsdokumenterne står datoen for separationen som værende 2. maj 2020.

Det kommende ekspar har to børn sammen – sønnen George på 12 år og datteren Abigail på 16 år.

I retsdokumenterne understreger Tiffany Riggle, at hun ønsker fælles forældremyndighed over børnene.

Hverken Rob Riggle eller Tiffany Riggle har kommenteret skilsmissen.