21 år.

Det er, hvor længe den amerikanske komiker og skuespiller Rob Riggle nåede at være gift med Tiffany Riggle, inden de annoncerede deres skilsmisse tilbage i oktober sidste år.

Siden har bruddet udviklet sig yderst dramatisk.

I hvert fald kan TMZ mandag afsløre, at Rob Riggle – ifølge retsdokumenter i sagen – beskylder sin kommende ekshustru for at have stjålet penge fra ham, for at have hacket sig ind i hans computer og for at have overvåget ham med skjulte kameraer.

Ifølge det amerikanske medie står der i retsdokumenterne, at Rob Riggle og Tiffany Riggle flyttede fra hinanden i foråret 2020.

Herefter skulle Rob Riggle have boet i en af parrets mindre lejligheder alene, mens Tiffany Riggle blev boende i deres hus med deres to børn.

Ifølge retsdokumenterne påstår Rob Riggle, at Tiffany Riggle skal have stjålet 28.000 dollar (172.000 kroner), som han angiveligt havde liggende til nødsituationer i lejligheden, og som Tiffany Riggle havde adgang til.

Tiffany Riggle nægter ifølge retsdokumenterne, at dette er tilfældet, og påstår, hun intet aner om de forsvundne penge.

Det forsvundne pengebeløb er dog som allerede nævnt ikke den eneste bizarre udvikling i skilsmissen.

Arkivfoto af Rob Riggle og Tiffany Riggle.
Arkivfoto af Rob Riggle og Tiffany Riggle. Foto: Paul A. Hebert
Vis mere

Rob Riggle påstår også, at hans kommende ekshustru omkring samme tid hackede sig ind på hans computer og downloadede hans mails, beskeder, kontaktoplysninger og billeder.

Derudover blev han mistænksom, fordi Tiffany Riggle pludselig havde kendskab til private samtaler, han havde haft med sin nye kæreste.

Som følge af dette skal han have tjekket sit hjem for elektronisk udstyr, hvilket angiveligt medførte, at han fandt et skjult kamera i røgalarmen.

Ifølge Rob Riggle lå der over 10.000 videooptagelser med lyd på kameraets hukommelseskort.

Han påstår, at de ældste videoer var optaget helt tilbage i august 2020, og han påstår sågar, at en af videoerne viser hans kommende ekskone stå på en stige, mens hun installerer kameraet.

Og såfremt dette ikke er nok, så påstår han også, at der er en video af Tiffany Riggle siddende på sofaen, alt i mens hun tæller de 28.000 dollar, som Rob Riggle beskylder hende for at have stjålet.

Tiffany Riggle har ikke kommenteret beskyldningerne.

Retten har dog – ifølge TMZ – idømt hende et midlertidigt polititilhold, som betyder, at hun ikke må nærme sig Rob Riggle.

Rob Riggle er blandt andet kendt fra tv-serierne 'Modern Family' og 'New Girl' samt fra filmene 'The Hangover' og 'Step Brothers'.

Han og Tiffany Riggle blev gift i 1999 og separeret i maj 2020. De har to børn sammen – en datter på 16 og en søn på 12.