»Det er en fucking sang …«

Sådan skriver komikeren Torben Chris i et opslag på Facebook, hvori han raser over dem, der de seneste par døgn har langet ud efter sangeren Christopher.

Den krølhårede popstjerne var i weekenden hovedpersonen i en video på sociale medier, hvor han efter fodboldlandsholdets EM-sejr over Wales højt skråler: 'Vi skal på luderbar'.

Christopher har som bekendt mange unge fans og er desuden kendt for at være pæn og ordentlig, hvilket betød, at videoen tiltrak sig særdeles meget opmærksomhed – deriblandt en vis mængde kritik.

Se videoen herunder (artiklen forsætter under opslaget):

Men 44-årige Torben Chris mener altså ikke, at Christopher har gjort noget som helst forkert.

Tværtimod mener han, at det er alle dem, der kritiserer sangeren, der er problemet.

»Jamen, for helvede altså … Det er en skide slagsang,« siger komikeren, da B.T. fanger ham over telefonen.

Han fortsætter:

»Jeg ved godt, at 99 procent af danskerne synes, at det er okay, at Christopher havde en fest, men problemet er, at det er de resterende én procent, der råber højest på sociale medier, og så bliver nogle af os altså nødt til at gå ud og sige: 'Hold jeres fede kæft!', så de ikke begynder at tro, de har ret, bare fordi de råber højest.«

Torben Chris.
Torben Chris. Andreas Beck

Torben Chris påpeger endvidere, at han mener, at det er unfair, at man skal opføre sig pænere end alle andre, bare fordi man er kendt.

»Jeg er så træt af, at folk argumenterer med, at han er et idol for unge … Det er sgu da forældrenes ansvar at opdrage deres børn, og så kan de jo passende fortælle, at det bare er for sjov, at Christopher synger 'luderbar'.«

Torben Chris anerkender, at der trods alt følger et vist ansvar med, når man er så kendt som Christopher og har så mange unge fans, men han mener ikke, at sangeren er i nærheden af grænsen for, hvad der er okay.

»Han skal jo ikke begynde at lægge billeder op, hvor han knepper en hund eller opfordrer folk til at tage coke, men det er en fucking slagsang, vi taler om her. En slagsang, der tydeligvis var for sjov,« siger han.

»Og hvis børn ikke forstår det, så er det simpelthen deres forældres ansvar at forklare dem det,« fortsætter han og kalder sangen for 'noget vås at brokke sig over'.

B.T. har tidligere været i kontakt med Christophers management, der har oplyst, at sangeren ikke ønsker at kommentere sagen.