»Jeg er rædselsslagen for at være ond. Jeg er så bange for at være led. Jeg vil ikke være led.«
Ordene kommer fra sangeren Shawn Mendes i podcasten 'Man Enough'.
Den berømte popstjerne er blot 22 år gammel, men står allerede bag en række store hit og er netop nu aktuel med albummet 'Wonder'.
Et album, der blandt andet handler om hans cubansk-amerikanske kæreste, den 24-årige sangerinde Camila Cabello.
Det gør interviewet i podcasten også.
Her taler Shawn Mendes om sin største frygt – og den viste nemlig sit grumme ansigt under et skænderi med hans kæreste.
»Jeg hævede min stemme over for hende, og så sagde hun: 'Hvorfor hæver du stemmen? Det kan jeg ikke lide', hvorefter jeg gik i forsvarsposition og snerrede ad hende, at jeg ikke hævede stemmen,« siger sangeren og fortsætter:
»Men jeg hævede rent faktisk stemmen over for hende, og det føltes, som om hun skrumpede i størrelsen, mens jeg voksede mig stor og farlig. Det føltes virkelig ubehageligt.«

Shawn Mendes fortæller endvidere, at han efterfølgende talte med kæresten om, hvorfor han reagerede, som han gjorde, og det har fået ham til at reflektere mere over sin personlighed.
»Måske er der ondskab inden i mig, og måske jeg bare skal acceptere, at det eksisterer. Måske den side af mig bare skal være der, og så må begge sider af mig samarbejde, indtil jeg får arbejdet så meget på mine traumer, at den onde side forsvinder.«
Shawn Mendes og Camila Cabello har kendt hinanden siden 2014.
Forholdet mellem dem startede venskabeligt, men i juli 2019 stod de frem som par.