»I lang tid troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var meget glad for at være jøde. Senere kom Susanne Bier, og så var jeg pludselig ikke så glad for at være jøde. Det var en joke, undskyld …«

Sådan sagde Lars von Trier blandt andet på det famøse pressemøde ved Cannes Filmfestival i 2011, hvor han også fik udtrykt, at han forstod Hitler.

Kommentaren, som faldt om en af Danmarks andre store filmskabere, Susanne Bier, der netop er jøde, er aldrig blevet glemt. Det slår hun fast i et stort interview med Politiken.

»Jeg syntes ikke, det var passende, i orden eller på nogen måde undskyldeligt at begynde at fiske nazistiske termer frem og tale om min jødiske baggrund. Det synes jeg var uundskyldeligt. Det var utilgiveligt, upassende og forkert,« siger hun.

Lars von Trier var efterfølgende ude med en undskyldning for sine bemærkninger, som var et forsøg på at være humoristisk, men festivalen kvitterede med at lægge ham på is i syv år, før han i 2018 blev inviteret igen.

Men bortset har Susanne Bier aldrig haft nogen problemer med Lars von Trier.

Hun fortæller, at hun har kæmpe beundring for ham som om kunstner.

»Men antisemitiske udtalelser kan jeg ikke leve med – eller flirten med nazismen. Hvis det giver ham en glæde at gå rundt og svine andre til, så synes jeg, det må være hans problem. Jeg har ikke den glæde,« siger 61-årige Susanne Bier.

Hun fortæller dog også, at hun – på trods af alt – stadig anser de to for at være venner.

Filminstruktøren Lars Von Trier kom i den grad på dybt vand med sine udtalelser.
Filminstruktøren Lars Von Trier kom i den grad på dybt vand med sine udtalelser. Søren Bidstrup

Det var ikke kun Cannes Filmfestival og Susanne Bier, som mente, at Lars von Trier bemærkninger var langt over stregen.

Også filmselskabet Zentropa, som både Susanne Bier og Lars von Trier på daværende tidspunkt var tilknyttet, måtte beklage.

»Vi vil gerne gøre det fuldstændig klart, at Zentropa ikke deler Lars von Triers opfattelse af, hvad der er sjovt at sige på en pressekonference, og at hans udtalelser er i direkte modstrid med Zentropas værdigrundlag,« skrev daværende Zentropa-direktør Peter Aalbæk i en pressemeddelelse.

»I denne sammenhæng vil vi også gerne udtrykke stor beklagelse over for instruktør Susanne Bier, som på den værst tænkelige måde er blevet inddraget i sagen,« lød det.

Den Oscar-vindende Susanne Bier er i 2022 aktuel med tv-serien 'The First Lady', der handler om de tre amerikanske førstedamer Michelle Obama, Betty Ford og Eleanor Roosevelt.