Bølgerne har gået højt mellem popstjernen Kelly Clarkson og hendes eksmand, Brandon Blackstock, der det seneste halvandet år har ligget i grumme skilsmisseforhandlinger med beskyldninger om svindel og urent trav.

Nu er det dog lykkedes Clarkson at hive en del af en sejr i land.

Ifølge CNN har den 39-årige popstjerne, der slog igennem, da hun i 2002 vandt den allerførste sæson af 'American Idol’,  sikret sig parrets ranch i Montana.

Det viser retsdokumenter, som CNN har fået indsigt i.

Ranchen er ti millioner dollar værd, hvilket svarer til 65 millioner kroner, og det er blandt andet her, at Clarkson har optaget sit daglige ‘The Kelly Clarkson’-show.

Den dyre ranch var et af omdrejningspunkterne i den celebre skilsmissestrid.

Det var i juni 2020, at Clarkson og Brandon Blackstock, der er hendes tidligere mand og manager oplyste, at de skulle skilles.

Samme år i september annoncerede Kelly Clarkson i sit eget tv-show, at hun havde tænkt sig at holde en god tone omkring skilsmissen:

Kelly Clarkson med sin eksmand Brandon Blackstock i 2018.
Kelly Clarkson med sin eksmand Brandon Blackstock i 2018. ANGELA WEISS

»Jeg taler for det meste åbent om alt, men i dette tilfælde vil jeg kun fortælle lidt her og dér om, hvordan det berører mig personligt. Men jeg vil nok ikke fortælle for meget, for jeg er en bjørnemor, og mine børn kommer først,« lød det fra superstjernen, der dog må have haft svært ved at holde fast i det udsagn, da hun to-tre måneder siden endte i en grim skilsmissestrid.

Først påstod Brandon Blackstocks far, at Kelly Clarkson skyldte sit tidligere management bureau, Starstruck Management, 8,6 millioner kroner, og at hun bliver ved med at skylde dem penge, for det hun tjener som coach i 'The Voice' og for sit populære talkshow ‘The Kelly Clarkson Show’.

Clarkson svarede tilbage ved at anklage sit tidligere management bureau, Starstruck Management, og dermed både eksmanden og hans far for svindel og ‘ulovlige tjenester’, hvilket resulterede i en tur i retten.  Blackstock har derudover også krævet 2,7 millioner kroner i ægtefællebidrag, men det nægter Clarkson, at han har ret til.

Kelly Clarkson og Brandon Blackstock nåede at være gift i syv år.

Parret har to børn sammen, datteren River Rose samt sønnen Remington Alexander.

I november vandt Clarkson forældremyndigheden over parrets børn.