Der er lagt op til en ekstrem træls weekend for sangerinden Inez Gavilanes.

Den 43-årige popstjerne, der er kendt fra gruppen Sukkerchok, er nemlig blevet smittet med coronavirus.

Det skriver hun selv i et opslag på Instagram, hvor hun blandt andet afslører, at hun som følge af sygdommen lider af en 'ulidelig hovedpine':

'Måske er det kombinationen af påvist corona, Ingvild Lothe og en snigende midtlivskrise. Måske er det bare gråvejret og fraværet af den intense, altopslugende kærlighed, jeg hele tiden troede ville ramme mig som det næste. I stedet rammer smitteopsporing, selvisolation og tvungen afstandtagen til omverdenen,' skriver hun og fortsætter:

'Hvor jeg for et øjeblik siden begejstret rullede mig i opmærksomheden, som min glatte overflade, mit flagrende hår og mine vildt gestikulerende mor-arme kunne skaffe mig, bliver aleneheden en skinger andenstemme og et øredøvende akkompagnement til den ulidelige hovedpine, som virus og ordet POSITIV i testresultatet førte med sig.'

Inez Gavilanes delte sit opslag onsdag aften, hvorefter det er strømmet ind med 'god bedring'-hilsner til kendissen.

Ud over sin karriere som popsangerinde er Inez Gavilanes forfatter.

Hun debuterede i foråret med sin roman 'Måske i morgen', som er et portræt af et ungdomsliv på den sociale slagside.

I forbindelse med udgivelsen udtalte hun, at bogen skal sætte fokus på, hvor stor betydning arv og kultur har:

»Jeg vil så gerne have, at vi får en større forståelse for hinanden. Jeg tror, at vi er meget ens som mennesker, men det er det, vi bliver udsat for, som gør forskellen. Der er ingen dumme mennesker. Vi gør alle sammen det, som vi selv oplever som fornuftigt ud fra de muligheder, vi nu engang har.«