Hun sad på bassinkanten i svømmehallen. Med gennemblødte strømper og iført en kunstig pels. Lyden af plasken i vandet og glade børn fyldte rummet. Overmandet af følelser begyndte tårerne at strømme ned ad hendes kinder.
»Pludselig så jeg de store billeder. Så min mor sidde præcis samme sted, hvor jeg sad, da jeg var barn. Nu var det mig, der var moren. Og jeg følte mig så utjekket og overhovedet ikke moragtig eller voksenagtig,« fortæller Sofie Lassen-Kahlke og fortsætter:
»Når jeg kiggede på de andre forældre, følte jeg, at de så mega tjekkede ud. At jeg var det eneste umulige menneske i den her svømmehal. Jeg sad i min fake leopardpels med røde plyskanter, som jeg render rundt i konstant, og følte mig fuldstændig forkert og samtidig misundelig og jaloux på mit barn.«
Hun smiler det velkendte Sofie Lassen-Kahlke smil, når hun genfortæller episoden. Det smil, danskerne har kendt og elsket, siden hun som helt ung blev folkeeje med ‘Anja og Viktor’-filmene.
Nu sidder den populære skuespiller ved spisebordet med en kop kaffe foran sig og buldren fra brændeovnen i baggrunden. Er blevet en voksen kvinde på 42 med tre børn.
Den dag i svømmehallen, hvor hun længtes tilbage til barndommens ubekymrethed og følte sig utjekket som mor, indså hun inde bag de våde øjne, at hun var nødt til at skrive en bog. Om at tumle med voksenlivet. Om at stræbe efter det perfekte. Og aldrig nå i mål.
‘Ramt’ hedder den. Med undertitlen ‘39 historier om at blive 40’.
Det er 11 år siden, at Sofie Lassen-Kahlke blev ramt af Amors pil, da hun mødte manden i sit liv på Fanø, hvor begges familier i generationer har haft sommerhus.
Selvom den ni år ældre Hans Poul Petersen – som arbejder i Slots- og Kulturstyrelsen – på mange områder var hendes modsætning, var hun ikke i tvivl om, at det var ham, hun ville have. Ham, hun ville stifte familie med.
Da de i 2012 blev gift, var det da også med deres førstefødte Alfred på armen. Siden kom datteren Agnes til. Og for to år siden blev Sofie Lassen-Kahlke mor for tredje gang, da datteren Liva kom til verden.
Med et rækkehus i det pæne Nordsjælland, kunne pakken set udefra næsten ikke være mere perfekt. Men.
»Ja, jeg har et dejligt ægteskab. Men det er jo ikke hele sandheden. For der er også virkelig dårlige dage, en masse mellemregninger, og det er dém, jeg har prøvet at skildre med glimt i øjet,« siger Sofie Lassen-Kahlke om sin bog og lægger ikke skjul på, at hun har og altid har haft høje idealer omkring familielivet. Men at de i den grad kan være svære at leve op til i hverdagens kaos.
Med smil på læben, fortæller hun om at købe en dyr og smart løbevogn, som hun kun har brugt som klapvogn. Om at bestille dyre økologiske vegetariske måltidskasser og så alligevel lave pasta med kødsovs.
»Jeg vil ikke afvise, at jeg kan have tænkt, at jeg ved at bestille præcis den kasse sendte et godt signal,« smiler hun og fortsætter så:
»Men hvorfor har jeg så travlt med at anskaffe mig alle de ting, leve på en bestemt måde og købe den dyre økologiske, vegetariske måltidskasse, når jeg alligevel fylder både mig selv og familien, min fryser og mit køleskab med alt muligt umuligt mad? Når det ikke er det liv, jeg kan bonne op med ellers?« spørger hun uden at kende svaret. Og er imponeret over dem, der kan.
Men hun har for længst erkendt, at det kan hun ikke selv. Og at det er okay.
»Nu får mine børn fantastisk økologisk mad i deres institutioner, men hvis det eneste, jeg kan trække dem gennem skoven med uden gråd, er en chokoladekiks med nogle e-numre i, så er det dét, de får.«
»Hvis andet ikke virker, er jeg kommet i en alder nu, hvor det er dét, de får. Og det er dér, når jeg nogle gange går i skoven, at jeg kan grine lidt over mig selv. At det er dertil, man er kommet.«
Det er hverdagshistorier som dem, Sofie Lassen-Kahlkes bog er spækket med. Om bryster, der er blevet lidt trætte, om at overveje plastikkirurgi, om at foregive at være god til yoga og spise franske hotdogs med bacon på tankstationen i stedet for gulerødder.
Men også om at blive jaloux på barnepigen og mistænke manden for at være lidt for interesseret.
Det er dog et helt andet emne, der er presserende, da parret er i parterapi.
Sofie Lassen-Kahlke beskriver, hvordan hun over en periode går til psykolog for at få styr på alle de tanker, der myldrer inden i hende. Og hvordan hun får sin mand Hans overtalt til, at de skal se psykologen sammen. Gå i parterapi.
På grund af et bananbrød.
»Der sker unægtelig mange voldsomme ting her i verden, men i et familieliv er det de mindste ting, der kan fylde helt vildt meget, og som kan vælte læsset fuldstændig,« siger Sofie Lassen-Kahlke med et smil om turen hos psykologen, der udsprang af, at han bare havde smidt det bananbrød ud, som hun omhyggeligt havde stået og bagt sammen med deres datter. Og endelig følt sig som den perfekte mor.
»Hans og jeg er meget forskellige,« tilføjer hun grinende og forsikrer, at han skam har læst de kapitler, som han selv er med i.
»Og han har grinet og ikke ændret noget. Så jeg tror bare, at han syntes, det var sjovt,« tilføjer hun og priser sig lykkelig for, at hun fik ham.
Men også for, at hun som voksen har fået et helikopterblik på sit liv, der gør det muligt at se på og grine af sig selv med et tilbagelænet smil.
For i disse tider, hvor alt for meget går op i at sende det perfekte signal på sociale medier som Instagram, er der brug for, at nogen skræller noget af den glatte facade af.
Derfor vil Sofie Lassen-Kahlke gerne kradse lidt i glansbilledet og beskrive livet, som det også er. Også selvom hun lige skulle runde de 40, før hun var klar til det.
»Jeg er klart blevet mere afslappet. Jeg nyder det hele mere. Også alt det hårde.«
Med en karriere som skuespiller og tre børn på henholdsvis ti, syv og to, har hun da også rigeligt at se til.
»Det med pludselig at have ansvaret for andres liv, synes jeg, er det sværeste at navigere i,« indrømmer hun med bekymringsrynker i panden.
»Jeg har et stort ideal omkring det at være mor og far og at sørge for, at mine børn får udlevet alle de ting, de vil. Få dem til at gå til ting, der plejer deres interesser.«
»Men jeg kan miste overblikket fuldstændig over bare almindelig dagligdags kalenderførsel. Og der kan jeg godt nogle gange tænke, ‘gud, er det dét her, der er voksenlivet?’,« griner hun. Og vil ikke bytte det med noget.
»Jeg har et dejligt kaotisk liv. Og jeg elsker det.«
‘Ramt: 39 historier om at blive 40’ udkommer på Gyldendal 1. november
