Han har taget sin portion lussinger op gennem livet. Både de fysiske på Dyssegårdsskolen i Søborg som dreng og de økonomiske, som da han tabte 800 mio. på Amagerbankens krak. Men hvad årsagen end har været, er han blevet stående. Uden at tude.
»Slug snotten og kom videre. Jeg vælger at se positivt på livet, og det har med min baggrund, med min søster og far at gøre,« siger Karsten Ree, hvis tilgang til livets lussinger trækker direkte tråde til søsterens tragiske skæbne.
På torsdag fylder den kendte erhvervsmand og milliardær – som hører til blandt Danmarks rigeste – 75. Og spoler han tilbage i sit liv, skorter det ikke på røverhistorier fra barndommen, hvor Karsten Ree voksede op i erhvervsvaskeriet Sortevit - som også var familiens bolig - på Søborg Hovedgade 25 i den københavnske forstad.
Han har et drenget grin om munden, når han fortæller om, hvordan han som to- eller treårig blev blive lukket ind i ejendommens hundegård, så han ikke kunne lave for mange ulykker. Om at slås i skolegården som heltene fra Hopalong Cassidy og ‘al det andet bras fra Hollywood, som vi slugte i biografen hver søndag’. Om at køre på røven ned ad vasketøjsslisken fra 1. sal.
Men der er også den alvorlige side. Dén, der har formet ham som menneske.
Han sidder på den anden side af det store plankebord i køkkenet hjemme i Vedbæk. I dét, der nærmest er blevet hans uniform: Den grønne safariskjorte med alle lommerne.
Lommerne giver ham tryghed. At han altid ved, hvor cigaretterne ligger. Kuglepennen. Bilnøglerne. Lommekniven. Pungen. Kammen. Brilleetuiet. Mobiltelefonen. Ellers går der koks i lortet, forklarer Karsten Ree med glimt i øjet, der forsvinder som dug for solen, når han fortæller om sin søster.
»Min søster Anja blev født to år før mig. Hun skulle forløses med en tang, og lægerne tog for hårdt fat i hendes hoved, så hun blev skadet i hjernen, og det blev værre og værre. Til sidst var hun bundet til en rullestol,« fortæller Karsten Ree med sjælden alvor.
Han elskede sin søster. Er fuld af beundring for, hvor store talenter hun havde, hvor stor glæde hun fandt i sit lille og begrænsede liv. Selv da hun som 14-årig blev sendt på åndssvageanstalten Ebberødgård.
Men han husker også, hvordan livets alvor gik op for ham, da han som 10-årig var på sit første lejrskoleophold.
»Jeg aner ikke, hvad det kom af, men den første nat kom jeg pludselig til at tænke på min søster og begyndte at græde. Det var nok første gang, det gik op for mig, hvor meget anderledes hendes og min situation var. Og det gjorde mig så ked af det,« siger Karsten Ree, som mistede søsteren i 1991, hvor hun døde en frygtelig død på den anstalt, der skulle have passet på hende.
»Det er fra hende, at jeg har lært at sætte meget pris på livet. For det var ikke sjovt at være hende, og alligevel fandt hun glæde i sit. Hun og min far har været med til at skabe min personlighed,« forklarer Karsten Ree, som fra sin far har fået den nøjsomhed, mange kalder nærighed.
Men ‘nærigheden’ bunder faktisk i faderens egen ekstremt fattige og barske opvækst og hans kamp for at drive vaskeriet Sortevit i de svære krigsår.
»Man smed sgu ikke noget væk. Man skrabede sammen, slog til, når der var noget at få. Derfor gjaldt det om at have penge. Den ånd bragte han videre til mig,« siger Karsten Ree, som er vokset op i et hjem, hvor der ikke manglede noget.
»Men også med en far, der så og samlede alle de 1-ører op, som folk havde tabt. Så jeg fik sgu ikke noget forærende. ‘Vil du have noget, må du selv købe det’. Slut prut,« kommer det med et smil fra Karsten Ree.
Samme værdier har han bestræbt sig på at videregive til sine egne fire børn.
»Jeg synes, man er forpligtet til at sørge for, at ens børn kan skabe deres egen tilværelse og leve med både at være rig og fattig. Lære dem at være effektive, ordentlige og fornuftige økonomisk,« siger Karsten Ree, som kun har foragt tilovers for alle de rigmænd, der opretter fonde, som deres børn kan stikke sugerøret i. Uden nogensinde at behøve at arbejde.
»Tænk dig engang,« siger han med himmelvendte øjne og forargelse i stemmen.
»Én af dem sendte sin 14-15-årige dreng af sted på lejrskole, men inden tog drengen lige et smut forbi en jagtforretning og brugte 70.000 kr. på udstyr. Tror du, at sådan nogle unger har en fremtid foran sig?« spørger han. Og svarer selv. »Nej. Så er man ødelagt.«
Selv er Karsten Ree primært uddannet i ‘livets skole’. Han mener – men er ikke helt sikker – at han tog en realeksamen og har ellers knoklet, lige siden han var en stor dreng.
»Min far gik selv ud af 7. klasse og var af den opfattelse – ikke mindst da han så mine præstationer – at jeg ligeså godt kunne lære at bestille noget og så tage den derfra. Det må man sige, at jeg har gjort, for jeg har fandeme stukket næsen i mange ting. Nok også for mange,« siger Karsten Ree med en hjertelig latter.
»For mig er det at konkurrere det vigtigste og dét, der giver mig livskraft og glæde. Så jeg har virkelig tabt og vundet – i hvert fald forsøgt – med samme sind ud fra tesen om, at man ikke kan vinde alle slag,« kommer det fra Karsten Ree med reference til ikke kun de mange motorløb, han deltager i, men også de mange forretninger, han involverer sig i. Og til tider taber enorme formuer på. Som nu Amagerbanken. Og 800 mio. kr.
»Om jeg er bitter? Næh. Det kan man ikke leve af. Men det er da irriterende, når man selv er en, der går og samler flasker og synes, at det er skægt at tjene lidt penge, at andre så smider enorme summer ud. Det er sgu ikke sjovt.«
»Der var så mange idioter impliceret i det, så meget løgnagtighed, at jeg ikke gad slås med dem. For det var ikke værd at spilde sit liv på at forfølge dem. Så hellere glemme det og komme videre.«
»Så det var, hvad jeg gjorde efter 2011. Jeg slugte snottet og brugte min energi på at vende skuden,« forklarer Karsten Ree, som før krakket havde omkring 1,5 mia. i kontanter og stod tilbage med 'kun' 400 mio. kroner.
»Men jeg fik vendt skuden. Nu har jeg knap 3,1 mia. i værdipapirer og vel aktiver for tæt på fire milliarder. Så...« smiler Karsten Ree veltilfreds.
Spørger man ham, om man bliver lykkelig af at have så mange penge, kommer svaret prompte og med et drengerøvsglimt i øjet, mens han tænder en cigaret.
»Ja. Men,« tilføjer han så: »I bund og grund handler det jo om at se på de basale ting i livet. På, hvad der gør dig glad. Og det gør det, når mine ting virker, og jeg ikke mangler noget. Og jeg har jo alt sammen her,« smiler han så og klapper på sine lommer. Hvor livets vigtigste fornødenheder befinder sig.
