Selv om det efterhånden er en del år siden, husker han stadig den efterårsmorgen i 2008, hvor 2,1 milliard kroner skulle tikke ind på hans konto. Klokken 5.00. Central European Time, som der stod i meddelelsen.
»Vi måtte lige ind og tjekke. Selv banken havde holdt sig vågne for at se, om pengene nu kom ind. Men de kom sgu. Klokken 5 om morgenen,« griner Karsten Ree.
Det er selvfølgelig salget af Den Blå Avis, han snakker om. En avis, som Karsten Ree søsatte i 1981, og som hurtigt voksede sig stor og stærk og kun fik endnu flere kræfter at spille med, da han i 1996 dannede partnerskab med stifteren af bilbasen.dk, Johnny Laursen.
»Mit eget første eksperiment,« siger han om sin debut som 'aviskonge'. En titel, han på et tidspunkt udvidede til også at omfatte udgaver i Norge, Sverige og Tyskland.
Samt Litauen. Hvilket – indrømmer Karsten Ree – ikke var den smarteste forretningsbeslutning, som han har truffet.
»Der måtte jeg sgu gå med skudsikker vest, fordi jeg fik dødstrusler dernede,« kommer det med en klukkende latter fra den anden side af bordet fra den 75-årige milliardær.
»Jeg afslørede dem i fusk, snyd og bedrageri og stjal en mappe, der beviste det. Så fik jeg sgu trusler på livet og måtte rende rundt og gemme mig i byen i en uge, før jeg turde tage hjem. Jamen, hvad jeg ikke kunne fortælle af røverhistorier,« griner Karsten Ree og ryster på hovedet.
»Hvis man kan grine ad de røvfulde, man indkasserer undervejs, kan det ikke gå helt galt. Men det skal man selvfølgelig have råd til.«
'At have råd til det' har aldrig været et problem for Karsten Ree. Og var det bestemt heller ikke, da amerikanske eBay i 2007 fattede interesse for hans lukrative virksomhed og var interesseret i at købe den.
Men uenigheder gjorde, at salget faldt til jorden.
»Jeg smed eBay ud, og de blev kraftedeme sure,« fortæller Karsten Ree, som i stedet valgte at købe sin partner, Johnny Laursen, ud og drive forretningen videre alene.
Men de amerikanske mastodonter var dog ikke mere sure, end at de i 2008 genoptog forhandlingerne, og efter mange måneder landede prisen på 2,1 milliard kroner.
»Så pyt da,« siger Karsten Ree, som gerne havde set en højere pris.
»Af de 2,1 milliard skulle Johnny Laursens andel på 450 millioner jo trækkes ud. Derudover gav jeg min dygtige og trofaste direktør gennem 27 år, Frank Ludvigsen, 100 mio. Og så beholdt jeg resten.«
»Der var 1,3 milliarder tilbage, og derudover havde jeg 200 millioner kroner til gode, som kunne hæves efter to år, hvis jeg ikke havde forbrudt mig mod vores aftale,« fortæller Karsten Ree rimelig uimponeret over sin nye status som milliardær, som ikke fik ham til at gå ud og flotte sig.
»Virksomheden var jo i forvejen vurderet til nogenlunde den pris,« siger han bare med et skuldertræk.
»Men jo, jeg var sgu meget godt tilfreds,« tilføjer han og tager en slurk af kaffen.
Som medlem af den lille eksklusive gruppe af Danmarks allerrigeste kunne Karsten Ree for længst have trukket sig tilbage.
Men han elsker at tjene flere. Elsker at sætte nye skibe i søen. Som nu dét, der i disse dage sejler for fuld skrue i Kalundborg.
»To kæmpe tankvogne i døgnet kommer og læsser Somersby af, som indeholder 14 procent alkohol og en masse lortefrugtsmag, som først skal fjernes, og så skal procenten hæves,« indleder han og fortsætter så med stolthed i stemmen:
»1,1 millioner liter sprit har vi vel lavet.«
Inbicon hedder Karsten Rees seneste virksomhedskøb. Et bioetanol-anlæg i Kalundborg, som nu forvandler cider til sprit, der skal bruges til tidens mest eftertragtede vare, håndsprit.
»Det købte jeg for et måneder siden,« siger han henkastet om investeringen midt i den corona-krise, der ellers har fået mangen en rigmand til at bæve.
Men Karsten Ree bæver aldrig. Har altid haft evnen til se den gode forretning og samtidig hjælpe andre.
»Jo, min drivkraft har altid været pengene og pengenes betydning. Og det har været et liv med forholdsvis mange tjent og mange fine skatter betalt.«
»Men jeg synes, at det ligger i min natur at være et ordentligt menneske, og fordi jeg er rig, tillader jeg mig den luksus, at jeg altid siger sandheden. Og så må folk tage det eller give mig en knytnæve i ansigtet. Jeg siger det, der er rigtigt. Og det får man fandeme mange smæk af,« griner 75-årige Karsten Ree, som ikke har mange fortrydelser i sit liv.
»Ser jeg tilbage på mit liv, er jeg nok mest lykkelig for, at jeg har opnået den evne – jeg nok ikke altid har besiddet – bare at være taknemmelig over at være her.«
