For nylig fyldte hun 50, og hun elsker at have nået det, som hun håber er midt i livet.

»Jeg er bare flyvende,« siger Janni Ree og slår begejstret ud med armene og tilføjer så med et smil: »Og så kan jeg jo altid sole mig lidt i Karsten, som bliver 75.«

Men med alderen er også kommet en bevidsthed om, at intet varer evigt.

»Før troede man, at man var udødelig. Men fordi jeg har haft så meget sygdom inde på livet med både Karsten og min far, som døde af kræft, finder man ud af, at alt pludselig en dag kan være revet væk under én,« siger Janni Ree, som mistede sin far for knap to år siden.

Derudover blev Karsten Ree for fem år siden ramt af kræft. Og selv om han vundet den første sejr over den, kan hun ikke slippe angsten.

»Bare der er det mindste med Karsten, er jeg helt hysterisk, bliver panisk og er på vagt. Når vi nærmer os, at han skal tjekkes - som han skal til juni - er jeg helt oppe at køre.«

»Så jeg tænker meget over, at vi skal nyde vores tid sammen, få det bedste ud af hver dag, hvor vi er friske.«

»For hvis man ikke har et godt helbred, kan det jo være lige meget, hvor mange penge du har,« siger Janni Ree.

Når det er sagt, lægger hun ikke skjul på, at det til tider også kan slå gnister mellem de to.

»Jeg skulle måske holde min mund nogle gange, lade være med at sige min mening og blande mig. Men det er jeg så dårlig til. Til gengæld får jeg det ud og får renset luften, og så er jeg god igen,« siger hun om dét, hun kalder sin krigeriske side. Som Karsten dog elsker.

»Det holder også ham i gang,« smiler hun. »Han får noget af min ungdom og sprudlende energi. Jeg tror, at det holder ham i live, at han har en yngre kone, at han skal være på tæerne på hele tiden.«

Men når det kommer til følelser, er han ikke meget for at være på tæerne, erkender hun.

Kærligt ser det ud, men Janni Ree indrømmer, at bølgerne kan gå højt mellem hende og Karsten.
Kærligt ser det ud, men Janni Ree indrømmer, at bølgerne kan gå højt mellem hende og Karsten. Foto: Privat
Vis mere

»Karsten vil tale aktier. Jeg vil tale følelser. Det, synes han, er noget vås, som man ikke behøver tale om. Så er han den, der har bundet skoene og er stukket af,« siger Janni Ree og fortæller, hvordan hendes mand ofte slår over på noget praktisk, når hun gerne vil tale følelser.

»Så siger han, at bilen også har kørt for mange kilometer, eller at jeg har brugt opvaskemaskinen for mange gange,« kommer det med en hovedrysten.

»Han er jo af den gamle skole. For ham er kærlighed noget helt andet. For eksempel at jeg laver brun sovs. Så det får han ofte. Det går lige i hjertet.«

»Bare han får sin brune sovs, sin is og koldskål, eller en spandauer til kaffen, så er han glad,« smiler Janni Ree, som har lært at acceptere deres forskelle, men erkender, at det ikke altid er lige let at trække på skuldrene over det.

»Da min far døde, tog han bare væk, han skulle lige pludselig til Afrika. Så jeg var meget alene i sorgen, og det var voldsomt.«

»For dér havde jeg virkelig brug for ham, og dén sorg sidder stadig i mig, er uforløst, fordi han ikke kunne rumme det,« siger Janni Ree og understreger, at det svigt bestemt ikke er blevet fejet ind under gulvtæppet hjemme i Vedbæk.

»Dén har han hørt meget for. Jeg føler jo, at jeg altid har støttet ham,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg tror, at det kom for tæt på hans egen angst at se min far, som var tre år yngre end ham, ligge der.«

Janni Ree med sin kræftsyge far Allan Mathorne Thomsen, som døde for knap to år siden.
Janni Ree med sin kræftsyge far Allan Mathorne Thomsen, som døde for knap to år siden. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

For nylig fejrede parret fem-års bryllupsdag. Janni Ree håber, at der bliver mange flere. For hun elsker at suge til sig af sin mands livserfaring.

»Jeg lærer, hvordan man skal opføre sig, hvad der er værdier i livet af den måde, som Karsten har levet sit liv.«

»Han er ordentlig på alle måder, fusker ikke med noget, er nok den mand i Danmark, der betaler mest i skat. Og til tiden,« siger hun med stolthed i stemmen.

»Så kan det godt være, at jeg bliver irriteret over, at han retter på mig. Men han vil bare så gerne have, at jeg taler ordentligt, for det gavner én. Så lytter folk.«