Janni Ree: Ingen vidste, hvad der foregik bag de fire vægge

Hun sidder på forreste række af dét, der ligner tilværelsens ulidelige lethed. Med et mildt vuggende Øresund i baghaven, midt i et 527 m2 stort palæ på en af Nordsjællands dyreste adresser, gift med en af Danmarks rigeste mænd.

»Når jeg kommer gående med min hund og ser huset udefra, kan jeg godt tænke ‘nej, et flot hus’. Og så, ‘gud, der bor jeg’,« griner Janni Ree hjerteligt. »Så jeg kan godt forstå, at folk tænker ‘wow’, men...«

Hun er gået fra at være hele Danmarks ‘Oddset-Janni’ til at blive kaldt ‘golddigger’.

Men hvad enten Janni Ree er havnet i med- eller modvind, hvor end hun har befundet sig i livet, har hun rejst sig igen.

»Jeg er et positivt menneske og har altid været god til at se lys forude. Det var også dét, jeg kunne som barn. Lukke øjne og ører for det derhjemme og sige, jeg skal nok klare mig,« lyder det fra Janni Ree, der som realitystjerne i ‘Forsidefruer’ er kendt for at være rapkæftet, filterløs og fandenivoldsk.

Alt det er hun. Også. Men bag den side af Janni Ree ligger også en anden historie. En historie om en hård opvækst.

»Jeg har aldrig været mast inde i en toværelseslejlighed på Nørrebro, vi har aldrig manglet noget. Min far var selvstændig og havde sin egen fabrik. Vi boede i villa og havde store biler,« forklarer Janni Ree om opvæksten udadtil i Sorø, hvor hun voksede op med sin to år ældre søster Mette.

»Jeg gik i skole, gjorde mig dygtig, gik til sport. Var altid den glade pige, der kunne det hele, var dygtig og én, som folk så op til.«

»Men ingen vidste, hvad der foregik bag de fire vægge,« fortæller Janni Ree, hvis far var ‘kvartalsdranker’.

I de perioder brød helvede løs for familien i den lille provinsby, hvor hendes forældre sloges som hund og kat.

Ser man den 50-årige Janni Ree i dag, som hun sidder ved det store plankebord i køkkenet på Vedbæklund, kan det være svært at se den lille pige for sig.

Men en grundangst og utryghed forplantede sig dengang i hende. Følelser, som hendes søster forsøgte at skærme hende for.

Dér, bag søsterens trygge ryg, søgte hun ly. For som hun siger: »Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, om min far havde drukket, og hvilket humør min mor var i. Så får man ondt i maven.«

»Det er nok også derfor, at jeg altid har søgt stabilitet. I dag kan jeg se, at jeg egentligt altid har søgt ældre mænd, som kunne tage mig under deres vinger og måske være en faderrolle for mig,« siger Janni Ree om dét, hun ser som et mønster i sit liv, og fortsætter:

»For selv om jeg var glad for min far, er én der sidder og er stangstiv hver anden uge ikke én, man kan se op til.«

»Jeg har meget brug for tryghed og faste rammer og har altid været i faste forhold. Jeg har ikke levet et singleliv, for jeg er bange for at være alene,« erkender Janni Ree, der som 22-årig flyttede til USA med sin første mand, den 11 år ældre Kim Holmgaard-Christensen, som hun har to børn med, og som hun blev skilt fra i 2004.

Siden kom andre til. Fodboldspilleren Jes Høgh, tv-værten Jimmy Bøjgaard, Christian Abrahamsen. De fleste ældre end Janni selv.

Da Janni Ree i 2013 forelskede sig i sin nuværende mand, Karsten Ree, befandt hun sig ikke alene midt i, hvad hun selv kalder ‘mit livs største krise’. Hun var også stadig i et forhold.

»Jeg var heldig med Karsten. Men han var også heldig med mig,« minder hun grinende om og fortsætter: »Han stjal mig jo fra en anden. Men jeg var nem at stjæle, for jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg var modtagelig og svag.«

Skal hun sætte ord på, hvad hun faldt for tilbage i 2013, skal hun ikke lede længe.

»At han er en rigtig mand. Fuld af humor, har glimt i øjet, er charmerende. Karsten har en kæmpe stor personlighed, han er excentriker. Du finder ikke to af hans slags,« smiler hun.

»Han har hele pakken. Er livserfaren og én, man kan sole sig i. Og så er han klog, superintelligent, bare fantastisk på alle måder.«

»Jeg kan godt lide én, der tager mig under sine vinger og fortæller mig om livet og verden,« siger hun og ved godt, at der stadig er mange, der opfatter hende som ‘golddigger’.

Dem ryster hun hovedet af. Selv om det til tider gør ondt og kan irritere hende, ved de i hendes optik ikke bedre.

»Jeg har været heldig, at jeg aldrig har behøvet jagte kærligheden. For den hænger ikke på træerne, og de fleste skal kysse mange frøer for at finde den rigtige. Jeg har åbenbart kysset de rigtige frøer.«

Hun griner - det gør hun meget - og er hver dag taknemmelig over det liv, hun har sammen med sin 25 år ældre mand. Og de smukke luksuriøse rammer, som det leves i.

Men ét andet menneske står også højt på hendes taknemmelighedsliste. Søsteren Mette.

»Vi er vidt forskellige. Hun er pædagog, går i fodformede sko, har været sammen med sin mand, siden hun var 14, og har fire børn.«

»Men hun elsker mig og synes, at det er fantastisk, at jeg kan holde ud at leve dét, som hun synes er et overfladisk liv.«

»Lige fra jeg var lille, var det hende, der gav mig sikkerhed. Hun blev som en mor for mig, var altid min trøst og hende, der tog sig af mig,« siger hun med ømhed i stemmen.

»Selv i dag, hvis jeg løber ind i det mindste problem, så er det min søster, jeg ringer til.«

»Bliver jeg syg eller ked af det, er det stadig hendes ryg, jeg lægger mig bag. Hun er bare dén, der skærmer mig.«