Musicalstjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg er i lykkelige omstændigheder sammen med kæresten Albin Håkan Fredy.

Parret har netop annonceret deres forlovelse, og nu kan de altså komme med den skønne nyhed, at der også er et nyt medlem af familien på vej.

Maria Lucia har en central rolle 'Den skaldede frisør – the Musical', som har premiere til marts, og den rolle beholder hun på trods af graviditeten. Til gengæld må hun give afkald på sin rolle i 'She Loves You', som er planlagt til Det Kongelige Teater senere på året.

»Jeg står p.t. midt i mit livs største eventyr, og jeg er både nervøs, fordi alt er så nyt og føles så anderledes lige nu, men også virkelig spændt på rejsen, og jeg glæder mig helt enormt til at møde det lille vidunder, som naturligvis kommer i første række nu,« siger Maria Lucia i en pressemeddelelse.

»Jeg agter at lytte til min krop, så jeg ikke overbelaster mig selv, men ser også frem til fortsat at kunne være med i 'Den skaldede frisør'. Det er et fænomenalt hold, og jeg er sikker på, det bliver en fest af en forestilling med masser af god musik og kærlighed hele vejen rundt,« siger hun.

Hun er til gengæld træt af, at hun er nødt til at trække sig fra efterårets forestilling.

»Jeg er ikke i tvivl om, at 'She Loves You' bliver en pragtfuld produktion og en særegen oplevelse af de få! Det er derfor heller ikke helt nemt for mig at være nødsaget til at trække mig, men jeg glæder mig meget til at se hele holdet folde sig ud og nyde forestillingen fra tilskuerrækkerne, når den tid kommer,« siger hun i pressemeddelelsen.

Maria Lucia og Albin Håkan Fredy har været sammen siden 2014, og musicalstjernen har tidligere været åben om, at hun håber at få et barn med Fredy.