Skuespillerinde og sangerinde Maria Lucia har netop offentliggjort en stor nyhed fra sit privatliv.

Hun er nemlig blevet forlovet for et år siden. Noget, hun og partneren, svenskfødte Albin Håkan Fredy, har holdt hemmeligt.

Maria Lucia afslører den glædelige nyhed med et billede af en fin ring på Instagram sammen med teksten 'Et år siden i dag,' og over for B.T. bekræfter musicalstjernen den store nyhed i en sms.

»Vi blev forlovet 30/12 2018 i Marrakech, hvor vi var på ferie over nytår sidste år, og vi valgte at holde det tæt til kroppen, så vi kunne dele nyheden med familie og venner og fortælle det ansigt til ansigt til vores nærmeste,« skriver hun og fortsætter:

»Alt for meget af det nære synes jeg kan have tendens til at smuldre væk på Instagram (SoMe-kanaler), og vi havde behov for at tage vare på det.«

Hun skriver, at der ikke er fastlagt en dato for brylluppet, og at der ikke er noget stress med hensyn til den del. De har begge pakkede arbejdskalendere det næste års tid, oplyser hun i sms'en, hvor hun desuden skriver, at hun er begejstret for nu at kunne dele den glædelige nyhed med resten af verden.

Over 38.000 har i skrivende stund 'liket' opslaget, og flere kendte har sendt deres hilsener i retning af parret.

»Tillykke,« skriver Mascha Vang sammen med et hjerte, mens danser Thomas Evers Poulsen, som er kendt fra 'Vild med dans', bruger lidt flere ord om forlovelsen:

»Åh gud. Har faktisk tænkt flere gange, at nu måtte ham Albin Fredy snart få fingeren ud,« skriver han i en kommentar, som han slutter med en grine-smiley.

Maria Lucia og Albin Håkan Fredy har været sammen siden 2014, og musicalstjernen har tidligere været åben om, at hun håber at få et barn med Fredy.

»Jeg drømmer om at få et barn og leve et roligt, afbalanceret liv. Men alting til sin tid,« har Maria Lucia tidligere fortalt til Billed-Bladet.

Fra 20. januar er Maria Lucia aktuel i 'Den Skaldede Frisør The Musical'.