'X Factor'-stjernen Sigmund er blevet frataget nomineringen til 'Årets LGBT-person' ved Danish Rainbow Awards. Hans optræden ved showet er også aflyst.

De drastiske skridt er taget, efter at Sigmund har lagt en kontroversiel 'story' op på sin Instagram-profil.

Her langede den tidligere 'X Factor'-finalist og nummer tre ved dette års Melodi Grand Prix voldsomt ud efter flygtninge, indvandrere og den københavnske bydel Nørrebro.

Da folkene bag Danish Rainbow Awards så videoen, reagerede de prompte og fratog Sigmund nomineringen ved dette års show, som løber af stablen 3. april.

»De holdninger, han giver udtryk for, harmonerer på ingen måde med Danish Rainbow Awards' værdier, og derfor kan vi ikke fastholde hans nominering til en AXGIL-award eller lade ham optræde ved showet,« siger presseansvarlig for Danish Rainbow Awards Niels Holm til mediet oaonline.dk, som beskæftiger sig med LGBT-stof (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner).

I videoen, som er fra 18. februar, kritiserer Sigmund blandt andet flygtninge og indvandreres mentalitet, ligesom han brokker sig over, at de fylder og larmer for meget i bybusserne på Nørrebro.

Sigmund har siden slettet videoen, men den blev opsnappet af andre på det sociale medie inden da og kan stadig ses i sin helhed på Twitter, hvor brugeren Lars Østergaard har delt den.

I et skriftligt svar til oaonline.dk beklager Sigmund via sin manager, Christel Knop, ytringerne i videoen og indrømmer, at han gik over stregen.

'Jeg står stadig op for mangfoldigheden og kæmper videre for at være et forbillede i LGBT-fællesskabet, og jeg håber, at folk fortsat vil fokusere på de positive ting, jeg udretter, og som den person, jeg er, og ikke kun dømmer mig på en forkert og uheldig udtalelse. Vi lærer af vores fejl, og jeg kan ikke gøre andet nu end at sige undskyld,' lyder det fra Sigmund.

Han ærgrer sig også over, at han på grund af udtalelserne er blevet frataget nomineringen til 'Årets LGBT-person', som han ellers så som en stor anerkendelse fra miljøet.

Ud over at få tredjepladsen i Melodi Grand Prix har Sigmund skrevet en bog om sit liv og udgivet sin første single, siden han brød igennem med en tredjeplads i 'X Factor' i foråret 2018.

Du kan se den nu slettede video fra Sigmunds Instagram Story herunder.