Kan man være nomineret til en LGBT-pris og samtidig lange hårdt efter udlændinge i Danmark? Nej, siger man i homomiljøet - men Jim Lyngvild og DF's Peter Skaarup kalder reaktionen for hykleri.

Flygtninge og indvandrere opfører sig ikke ordentligt. De fylder og larmer i busserne i København.

Sådan lød det i en svada på Instagram fra 'X Factor'-vinder og melodigrandprixdeltager Sigmund Trondheim, der indtil for nylig var nomineret til 'Årets LGBT-person' ved Danish Rainbow Awards i april.

Det er han ikke længere, for sådanne holdninger harmonerer ikke med de værdier, der ligger bag showet, meddelte arrangørerne søndag til LGBT-mediet Out and About.

Det har fået debatten i gang. På Facebook forsvarer debattøren og tv-personligheden Jim Lyngvild Sigmund - uden dog at tage stilling til, om han har ret, understreger han.

'Skab dig bare, te dig åndsvagt, men gør det på den rigtige måde. Den ligegyldige og tandløse måde. Når bøsser så endelig får en smule tænder, så skal de hamres på plads - af deres egne,' skriver han.

Også Dansk Folkepartis Peter Skaarup har bemærket sagen, som han kalder 'en slags berufsverbot'.

»Man er ikke særlig tolerant over for hans holdninger. Åbenbart må man ikke være kritisk over for indvandrere, hvis man vil være en del af det gode selskab. Det er hyklerisk, at tolerancen på den måde har grænser,« siger han.

Sigmund ved 'X Factor'-pressemøde torsdag den 22. februar 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Sigmund ved 'X Factor'-pressemøde torsdag den 22. februar 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hos LGBT Danmark, der arbejder for seksuelle minoriteters rettigheder, mener forperson Peder Holk Svendsen, at sagen er ganske klar.

»Sigmund fremstår som et forbillede for mange unge LGBT-personer, og hans video var helt uden for skiven. Han må mene, lige hvad han vil, men vi arbejder for et tolerant samfund med bedre plads til alle - og det synes jeg ikke, han gør med sådan en offentlig udmelding. I stedet sparker han nedad,« siger han.

Peder Holk Svendsen bor selv på Nørrebro - et sted, hvor der er 'enormt meget plads'.

»Jeg følte mig også lidt angribet af hans kommentarer. Jeg synes, her er varmt, åbent og alsidigt,« siger han.