»Der skal to til tango.«
Disse fem ord har fået Sharon Osbourne ud i et massivt stormvejr.
Ordene fra den 68-årige studievært og skuespillerinde er rettet mod det verdensomtalte retsopgør, som Johnny Depp har været hovedperson i.
Et retsopgør, der omhandlede, hvorvidt The Sun måtte omtale skuespilleren som en wife-beater over for sin tidligere hustru Amber Heard, hvilket en dommer i sidste uge besluttede sig for at give grønt lys til.

Og nu har Sharon Osboune altså givet sit besyv på det tidligere forhold mellem Johnny Depp og Amber Heard, men hendes kommentarer er dog bestemt ikke blevet velmodtaget. Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie har Sharon Osbourne – udover »to til tango«-kommentaren – udtalt, at Johnny Depp ikke fortjener at miste sin karriere i Hollywood, da Amber Heard »gav ligeså meget igen, som hun modtog.«
Det har hun gjort i det britiske talkshow 'The Talk', hvor hun også sammenlignede Johnny Depps og Amber Heards forhold med sit eget voldelige forhold med sin mand, rockmusikeren Ozzy Osbourne.
»Ved I, hvad jeg tror? Jeg tror, der skal to til tango. Jeg tror, de havde et meget følelsesladet forhold. Og jeg tror, de har været lige slemme om det. Hun var ikke en lille mus i et hjørne, der blev tæsket. Hun gav ham igen,« siger hun.

»Jeg havde sådan et forhold til min mand på et tidspunkt. Jeg gav ham, hvad han gav mig. Skubbede han mig, så skubbede jeg ham igen. Sådan er nogle mennesker,« fortsætter Sharon Osbourne, som engang har udtalt, at hendes ægteskab var så giftigt, at hun nogle gange »vågnede op med to manglende fortænder.«
Sharon Osbourne siger endvidere, at par kommer igennem den slags, hvis de elsker hinanden og får hjælp.
»Men der var tydeligvis ikke kærlighed nok til at holde dem sammen,« siger Osbourne og fortsætter:
»Men han forsvarede sig selv, og hun forsvarede sig selv. De sårede begge hinanden, og jeg synes ikke, at det har noget at gøre med hans karriere som skuespiller.«

Udtalelserne fra Sharon Osbourne er bestemt ikke blev velmodtaget af 'Womens Aid', som er en britisk organisation for voldsudsatte kvinder.
Organisationen udtaler til The Sun, at Sharon Osbournes kommentarer sender »et farligt budskab.«
»'To til tango' lyder som om, at volden i hjemmet er ligeværdigt, men i virkeligheden så er den ene part i næsten alle tilfælde altid underkuet af den anden, som bruger magt og kontrol til at holde sin partner nede,« siger en talsperson fra organisationen og fortsætter:
»Nogle gange får kvinder, der udøver selvforsvar, at vide, at det gør dem ligeså slemme som voldsmanden, hvilket kan medføre, at de ikke rækker ud efter den hjælp, de har brug for.«

Sharon Osbournes medvært, Carrie Ann Inaba, tog i programmet afstand fra Osbournes kommentarer, og på sociale medier er det også strømmet ind med kommentarer fra folk, der kritiserer Osbourne.
Sharon Osbourne har endnu ikke selv udtalt sig om kritikken.
Ægteskabet mellem Johnny Depp og Amber Heard blev stillet til frit skue i den meget omtalte retssag. Det kom blandt andet frem, at Johnny Depp i adskillige tilfælde var voldelig over for sin hustru.
Johnny Depp har derimod hele vejen igennem påstået, at det i virkeligheden var 34-årige Amber Heard, der var den voldelige part i forholdet. Han har blandt andet anklaget Amber Heard for at have kastet en vodkaflaske efter ham, således at han næsten mistede sin finger.

Dommeren i sagen troede dog altså mest på Amber Heard og vurderede, at The Sun havde tilstrækkelig dokumentation for at omtale den amerikanske skuespiller som en voldsudøver i deres artikel.
Du kan læse mere om sagen og afgørelsen her.