En af Hollywoods nok mest kendte skuespillere - Johnny Depp - er blevet kasseret af filmselskabet Warner Bros. selvom han allerede havde fået rollen.

Det skriver skuespilleren på Instagram.

'Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg er blevet bedt om at trække mig af Warner Bros. fra min rolle som Grindelwald i Fantastic Beasts, og jeg har respekteret og accepteret denne forespørgsel.' Skriver han i opslaget.

Beskeden kommer efter, at Johnny Depp mandag tabte en ressag om injurier til den britiske avis The Sun, der havde beskyldt ham for hustruvold mod ekskonen Amber Heard.

Dette kommer Johnny Depp også ind på i Instagram-opslaget. Han kalder dommen for surrealistisk og fortæller, at han har planer om at anke dommen.

'Jeg har tænkt mig at bevise, at anklagerne mod mig er falske. Mit liv og min karriere skal ikke defineres af dette,' skriver Johnny Depp, der i brevet også takker folk, der gennem hele sagen har støttet ham og vist ham loyalitet.

Men retssagen har nu resulteret i, at Johnny Depp er blevet afskediget fra sin rolle som Grindelwald.

En rolle han har haft i de foregående to film i 'Fantastic Beasts'-serien, og som man havde regnet med, Depp også skulle have i film nummer tre, der har premiere den 12. november 2021.