Det britiske medie The Sun gjorde ikke noget ulovligt, da det bragte en artikel, hvori skuespiller Johnny Depp blev omtalt som en wife beater – en, der udøver hustruvold.

Det har en britisk domstol netop afgjort, skriver blandt andre Sky News.

Dommeren er efter tre måneders betænkningstid kommet frem til, at The Sun havde tilstrækkelig dokumentation for at omtale den amerikanske skuespiller som en voldsudøver i en artikel.

Artiklen 'Gone Potty: How can JK Rowling be 'genuinely happy' casting wife beater Johnny Depp in the new Fantastic Beasts film' – på dansk: 'Hvordan kan JK Rowling være 'oprigtigt glad' for at have castet hustruvoldsudøver Johnny Depp til den nye 'Fantastic Beasts'-film?' – blev udgivet i april 2018.

Johnny Depp og Amber Heard da de stadig var et par.
Johnny Depp og Amber Heard da de stadig var et par. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Johnny Depp er hidtil ikke blevet dømt for at have udsat sin tidligere hustru Amber Heard for vold – og han afviser da også, at det skulle være tilfældet.

Derfor sagsøgte han The Sun for æreskrænkelser – og har altså nu tabt.

Retssagen startede i juni, og selv om sagen ikke var mellem Amber Heard og Johnny Depp, blev intime detaljer og voldsomme beskyldninger rullet ud i stor stil i løbet af de tre uger, som den varede.

Mens Johnny Depp for retten skulle bevise, at han havde lidt betydelig skade som følge af The Suns artikel, var det modsat mediets opgave at bevise, at det havde beskrevet virkeligheden, da det omtalte den i dag 57-årige skuespiller som en wife beater.

Amber Heard i forbindelsen med retssagen.
Amber Heard i forbindelsen med retssagen. Foto: SIMON DAWSON
Vis mere

Således fremlagde mediets advokater 13 forskellige episoder i en periode mellem starten af 2013 og maj 2016, hvor Johnny angiveligt skulle have været voldelig.

Amber Heard, som var gift med 'Pirates of the Caribbean'-stjernen fra 2015 til 2017, var mediets kronvidne.

Hun berettede for retten om flere voldelige episoder og fortalte ligeledes, at hendes tidligere ægtemand led af misbrug.

»Du slog mig, og det skulle du aldrig have gjort. Det var ikke sket uden alkoholen og stofferne,« lød det således i en mail, som Amber Heard ifølge sin advokat havde sendt til sig selv i 2013. En mail, der indgik i retssagen.

Selv har Johnny Depp afvist alle beskyldninger pure.

Under retssagen hævdede han desuden, at det i virkeligheden var 34-årige Amber Heard, der var den voldelige part i forholdet.

I et forsøg på at bevise dette delte hans advokat flere blodige billeder i retten. Billeder af en svært kvæstet finger.

Advokaten forklarede, at Amber Heard havde kastet en vodkaflaske efter Johnny Depp og ramt hans finger, så den næsten blev skåret af.

Johhny Depps skadede finger.
Johhny Depps skadede finger.
Vis mere

Den forklaring kunne Amber Heard dog ikke nikke genkendende til og forklarede, at fingeren endte i så dårlig tilstand, fordi Johnny Depp havde smadret en telefon ind i en væg.

Og således foregik store dele af retssagen. Beskyldninger blev mødt med beskyldninger, og en sag, der egentlig var mellem Johnny Depp og et medie, endte med at være en kamp mellem de tidligere ægtefæller.

Selv om det reelt er The Sun, der nu har fået medhold, har Amber Heard også fået en vis form for oprejsning.

Således udtaler sagens dommer Justice Nicol, at The Sun grundlæggende fremlagde sandheden ved at kalde Johnny Depp for wife beater.

»Jeg er kommet frem til denne konklusion efter nøje af have undersøgt de 14 hændelser, som sagsøgte (mediet, red.) henviser til samt den sagsøgende parts argumenter.«

Med den dom er Amber Heard nu klar til at se fremad – frem mod endnu en retssag med Johnny Depp.

Han har nemlig – også – sagsøgt sin ekshustru for æreskrænkelser. Dette på baggrund af en kronik hun skrev for The Washington Post i 2018.

Godt nok bliver hans navn ikke nævnt i kronikken, men han mener alligevel, at kronikken, der tegner et billede af en voldelig og stofafhængig ægtemand, har skadet hans karriere.

Amber Heard udtaler via sin advokat, at dommen i den netop afsluttede retssag ikke kommer som en overraskelse – og at hun forventer, at samme afgørelse vil gøre sig gældende i den sag, som Johnny Depp har anlagt mod hende.

»Inden længe vil vi fremlægge endnu mere omfattende beviser for retten i USA. Vi er engagerede i at opnå retfærdighed for Amber Heard ved den amerikanske domstol og forsvare hendes ret til ytringsfrihed,« siger hendes advokat.

En talsperson fra The Sun roser desuden Amber Heard for »hendes modige vidnesbyrd« under retssagen.

»The sun har kæmpet for ofrene for hustruvold i 20 år. Ofre for vold i hjemmet må aldrig gøres tavse, og vi takker dommeren for hans nøje overvejelser.«

»Og vi takker Amber Heard for hendes mod til at aflægge forklaring i retten.«

Johnny Depp har endnu ikke kommenteret rettens afgjort.