Megan Fox og Brian Austin Green gik tidligere i år fra hinanden efter 16 år sammen, og noget tyder på, at der er kold luft mellem de to.

Megan Fox gik i hvert fald til angreb på sin eks i kommentarfeltet på et Instagram-opslag, hvor han poserer med sin fireårige søn Journey River iført halloweenkostume. Det skriver People.com.

Barnet har han fået sammen med Megan Fox, og selv om billedet kan virke ganske uskyldigt, så er hendes kritik egentlig ikke rettet mod påklædningen, men rettere det faktum, at sønnen overhovedet er med.

'Hvorfor er Journey River med på billedet? Du kunne sagtens skære ham ud. Eller vælge et billede, hvor han ikke er der. Jeg fejrede en hyggelig halloween med dem i går, men se lige, hvor fraværende de er på min profil. Jeg ved, at du elsker dine børn. Men jeg ved ikke, hvorfor du har behov for at få dem til at posere til din Instagram,' skriver hun i kommentarfeltet.

Hun er tydeligt arrig over, at han har behov for hele tiden at fremstille sig selv som den perfekte far, der hele tiden gør sit maksimale for at glæde sine børn:

'Du er så optaget af at fodre det gennemtrængende narrativ, at jeg er en fraværende mor, mens du er årets far og for evigt er dedikeret til dine børn. Du har dem halvdelen af tiden! Tillykke, du er i sandhed et fantastisk menneske. Hvorfor skal du bruge internettet til at bekræfte dig selv i noget, som bør være tydeligt gennem den måde, som dine børn elsker dig på?'

Kommentarerne fik stor opmærksomhed blandt de mange følgere, men der gik ikke længe, før Green fjernede billedet igen.

Han gjorde, som Meghan Fox ønskede, og lagde i stedet det samme billede op, hvor Journey River er skåret væk. Så uenigheden har de angiveligt taget internt.

Foruden Journey River, som er det yngste barn, har de to skuespillere de to sønner Bodhi Ransom og Noah Sammon på henholdsvis seks og syv år sammen.

Green har endnu en søn fra et tidligere forhold, 18-årige Kassius.

Vanessa Marcil, der er mor til Kassius, viste sin støtte til Megan Fox i et særskilt opslag med ordene:

'Som jeg sagde... Sandheden kommer altid frem...'

Brian Austin Green kunne i foråret afsløre, at han og Megan Fox gik fra hinanden. Dengang forsikrede han dog, at de fortsat havde et godt forhold til hinanden, og at de altid ville have et stærkt sammenhold i familien.

Men forholdet synes alligevel at være krakeleret. Begge parter har siden skilsmissen datet andre, og mens Brian Austin Green ikke er i noget forhold, dater Megan Fox fortsat rapperen under kunstnernavnet Machine Gun Kelly.

Sidenhen har Green både sendt stikpiller til Fox, men også luftet tankerne om en dag at finde sammen igen. Noget, som hun vist ikke har i sinde.