Lørdag 1. juni blev den danske popsanger gift med model og influencer Cecilie Haugaard.

Brylluppet foregik i smukke omgivelser på Helenkilde Badehotel i Nordsjælland. Og det spritnye ægtepar har fortsat deres smukke rejse sammen. De har nemlig delt en række billeder fra deres bryllupsrejse, der ser ud til at foregå under varmere himmelstrøg.

Christopher delte et billede for seks dage siden, hvor han skrev: 'Næste stop, paradis.'

Og tirsdag delte han et smukt billede, hvor han sipper til noget, der ligner et glas rosé-vin, mens han kigger mod solnedgangen.

Desværre virker det også til, at parret har haft lidt udfordringer på bryllupsrejsen.

Cecilie Haugaard delte for nyligt et billede på sin Instagram-profil, hvor hun har brugt hashtagget 'lostluggage' - mistet baggage.

'Meget rart at mit eneste outfit her på femte dagen er en skøn græsk natkjole,' skrev hun også.

Hvorvidt det betyder, at de rent faktisk befinder sig i Grækenland vides ikke.

Til gengæld ser det ud til, at parret får brugt en del tid ved poolen.

Den 28-årige Cecilie Haugaard har også delt et billede, hvor hun skriver, at:

'Det er pool-dag hele dagen.'

Hun er kun iført en blå t-shirt (som ligner den Christopher er iført længere nede), mens hun holder en stofpose med palme, solstole og parasol i baggrunden. Det kan du se et billede af her.

Da parret blev gift ankom Cecilie Haugaard til lyden af sangen 'At Last My Love Has Come Along'. Hun var iført en smuk, hvid bryllupskjole og Christopher var var iklædt et mørkegrønt jakkesæt.

De blev forlovet i september, og den danske hitmager Christopher afslørede lidt af, hvordan det foregik.

»Jeg kan sige, at jeg overgik mig selv. Der var skruet op for romantikken. Om jeg så planlagde det fra nu af og til næste år, så ville jeg ikke kunne gøre det lige så magisk igen. Det gik op i en højere enhed. Ej, men, jeg overgik mig selv – det gjorde jeg sgu,« har han sagt til B.T.

Cecilie Haugaard har tidligere sagt, at hun har en præst i familien, som skulle vie dem. Det skulle også være et mellemstort bryllup, hvor venner og familie var inviteret.