På søndag er det kvindernes internationale kampdag - men DR-profilen Sara Bro har besluttet sig for at dedikere hele ugen til sagen.

Mandag delte hun således et opslag, som du kan se længere nede i artiklen, på Instagram med ordene:

‘Din mandags average attention seeking whore. Husk, det er kvindernes internationale kampdag på søndag. Forvent ekstremt meget feministisk indhold hele ugen her på kanalen.’

Med teksten fulgte tre billeder af Sara Bro iført en transparent bluse, der lader hendes bryster komme til syne.

»Det er selvfølgeligt helt klart, at jeg har bemærket, at hvis man viser nøgenhed på Instagram, får det ekstra opmærksomhed,« forklarer hun om billedet og fortsætter:

»For mig er det for at sætte fokus på sagen og lidt en provokation. For nogle spørger, hvad bare bryster har med feminisme at gøre?«

For Sara Bro har netop bryster meget med feminisme og ligestilling at gøre.

»Et af de steder, der virkelig bliver gjort forskel på kvinder og mænd, er på sociale medier, hvor kvinders brystvorter ikke er tilladte, men det er mænds.«

Og netop den forskelsbehandling af kvinde- og mandekroppen er noget, der har undret Sara Bro.

»Er den der nøgenhed så vild? Jeg har tænkt meget over det. Men det er jo stadig noget med, at normen siger, at man ikke må som kvinde. At det er frækt, forbudt og farligt for kvinder at være helt nøgne.«

Brystvorter og nøgenhed er ikke det eneste sted, hvor der endnu ikke er ligestilling, mener Sara Bro.

Hun henviser til blandt andet undersøgelser omhandlende lønforskelle, fordelinger af jobs og generelle rollefordelinger på arbejdsmarkedet og i hjemmet.

»I Danmark forventer vi, at vi har ligestilling, fordi vi ved lov er lige. Ingen er bedre end andre, og alle er lige for loven.«

»Derfor tænker mange ikke over, at vi skal gøre noget.«

Men gøres noget, det skal der, mener den 45-årige DR-profil. Derfor er hun også stolt af eksempelvis sit program ‘Sara Bro på DR2’, der rullede over skærmen sidste år.

Her blev både hun og seerne klogere på netop temaer som ligestilling.

I studiet havde hun blandt andre repræsentanter fra Institut for Menneskerettigheder og Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

Programmet blev lukket efter blot ti afsnit, men det betyder ikke, at Sara Bro er færdig med at tale kvindernes sag.

Og i denne uge - særligt på søndag, hvor det er kvindernes internationale kampdag - gør hun det igen. 8. marts er nemlig en ganske særlig dag, fortæller hun:

»Det er den eneste højtid, vi rigtig fejrer på fast basis i min familie. Den er over jul, nytår og påske,« griner hun.

De seneste 12 år har Sara Bro tilbragt dagen i selskab med de andre kvinder i familien, men i år bliver det anderledes.

Sammen med radiovært Maria Jencel skal hun nemlig fået en plads i æteren, og sammen skal makkerparret i dagens anledning sende to timers ‘kampradio’ på P3.

Kvindernes røster vil lyde mellem mellem 10 og 12. Og Sara Bro glæder sig.

»Jeg synes, det er vigtigt. Jeg tror, der er mange, der gerne vil høre, hvad de kan gøre. Mange, der gerne vil have ligestilling. Også mænd.«