Nye skatteregler kan få konsekvenser for de mange ulønnede danske bogbloggere. Og det er i den grad noget, der vækker gys hos den danske krimidronning Sara Blædel.

»Jamen, jeg … jeg kan næsten ikke sætte ord på det. Det vil simpelthen være så ærgerligt, hvis det bliver konsekvensen. Forfærdeligt, faktisk. Bloggerne spiller så vigtig en rolle i at få udbredt litteraturen, som i forvejen får mindre og mindre spalteplads i medierne,« siger Sara Blædel til B.T.

Svaret kommer til spørgsmålet om, hvad det vil betyde, hvis mange bogbloggere må droppe at anmelde de smallere, dyrere bogudgivelser.

Dette scenario kan meget vel blive virkeligheden, da anmeldereksemplarer af bøger nu bliver værdisat af Skat til markedsprisen, som oftest befinder sig i lejet fra 250 til 350 kroner.

Derfor spekulerer mange bloggere nu i, om de måske må nøjes med at satse på de 'sikre' forfatteres udgivelser, da det ellers ikke kan betale sig i forhold til beskatningen.

Sara Blædel er ikke tvivl om, at bogbloggerne spiller en vigtig rolle for nyere forfattere, som ikke har ikke samme mulighed for at få anmeldt deres værker i de etablerede medier.

»Det er afgørende for omtalen og for at gå gjort opmærksom på sin bog. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at bogbloggerne gider bruge tiden på at læse og skrive anmeldelser,« siger hun og uddyber:

»Bloggerne er jo de rigtige læsere. De gør det frivilligt, fordi de elsker at læse, og det er derfor, de anmelder bøgerne. De gør det jo ikke for at tjene penge. De er ligesom den gode ven, der har læst en bog og anbefaler dig den, fordi de gerne vil dele oplevelsen.«

Forfatter Sara Blædel kåres som Årets forfatter i Bogforum i København lørdag den 16. november 2019. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019)
Forfatter Sara Blædel kåres som Årets forfatter i Bogforum i København lørdag den 16. november 2019. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Flere bogbloggere har også luftet deres utilfredshed. I et debatindlæg på Altinget slår bogbloggeren Morten Kidal fast, hvad det kan få af betydning, hvis Skat ikke ændrer på reglerne:

'Skat har i helt urimelig grad strammet grebet og lagt en ny linje, der risikerer at aflive mange af de sites, der omtaler bøger. Det handler om markedsværdien af bøger, og Skat er helt galt afmarcheret,' skriver han.

Reglen om værdiansættelse af produkter, som nu rammer bogbloggerne, er egentlig lavet med influencere for øje. Ifølge Skat fastsættes et produkt til markedsværdien. Altså det beløb, som det vil koste at købe produktet i en butik eller på nettet.

Skat mener, at bogbloggerne kan sælge anmeldereksemplaret videre til samme værdi. Det mener bogbloggerne ikke – og da slet ikke, når det modtagne eksemplar har påstemplet 'anmeldereksemplar'.

Som Morten Kidal påpeger i sit debatindlæg, falder værdien nærmest fra det øjeblik, bogen forlader boghandleren.

B.T. har været i kontakt med Skattestyrelsen for uddybende kommentarer. De fortæller, at de er i gang med at kigge nærmere på problematikken.