Bjarne Reuter er den ukronede konge af de danske biblioteker.

Det beviser han nok en gang, da han for 23. gang topper listen over de forfattere, der får flest bibliotekspenge udbetalt af Slots- og Kulturstyrelsen.

Hele 720.117 kroner bliver det til i år for succesforfatteren.

Siden 1992 har Bjarne Reuter med undtagelse af to år sikret sig førstepladsen som den bedst betalte forfatter målt i bibliotekspenge. Kun i 1996 og 1998 måtte han se forvist til andenpladsen af Jens Axelsen.

Ironisk nok var 1998 Bjarne Reuters mest indbringende år med 1.244.763 kroner, men alligevel måtte han se langt after Jens Axelsen, der scorede 1.863.339 kroner. Det højeste beløb, siden bibliotekspengene i 1991 gik fra et være en vederlagsordning til at være en kulturstøtteordning.

Jens Axelsen er nok ikke et navn, der ringer en klokke hos mange, men hans bøger er ganske velkendte. Han står nemlig bag Gyldendals røde dansk-engelsk og engelsk-dansk ordbøger.

Når det kommer til den samlede indtjening, er Reuter dog som udgangspunkt urørlig.

Her er det samlet set gennem årene blevet til mere end 24 millioner kroner for 'Zappa'-forfatteren. Det præcise beløb er 24.053.437 kroner.

Bjarne Reuter, der har skrevet et hav af især børne- og ungdomsbøger, er dog et 'offer' for sin egen succes, for der gælder nogle særlige regler for, hvor højt beløbet må være, før det bliver reduceret:

  • Beløb indtil 503.305 kroner udbetales uden reduktion
  • Beløb, der ligger mellem 503.305 kroner og 671.072 kroner, reduceres med 50 procent
  • Beløb, der overstiger 671.072 kroner, reduceres til en tredjedel. Det vil sige, at der for hver krone over 671.072 kroner kun udbetales 0,33 øre

Alle år har Bjarne Reuter indtjent et beløb, der overstiger 671.072 kroner, så derfor må han også finde sig i reduceringer. Forfatteren har dog stadig tjent mindst 15.099.150 kroner i bibliotekspenge.

I år blev der i alt udbetalt 182,9 millioner kroner i bibliotekspenge.

Den resterende top-ti-liste over modtagere af bibliotekspenge i 2021 fordelte sig således.

  • 2. Josefine Ottesen med 691.168 kroner
  • 3. Dennis Jürgensen med 653.625 kroner
  • 4. Lene Kaaberbøl med 651.847 kroner
  • 5. Kenneth Bøgh Andersen med 651.847 kroner
  • 6. Kim Fupz Aakeson med 639.122 kroner.
  • 7. Bent Haller med 637.197 kroner.
  • 8. Maria Helleberg med 628.243 kroner.
  • 9. Jørn Jensen med 609.348 kroner.
  • 10. Kim Langer med 598.005 kroner.