Nu går FN ind i sagen om prinsesse Latifa Al Maktoum, der efterhånden har trukket overskrifter verden over. Prinsessen fra Dubai er nemlig efter alt at dømme forsvundet.
Og nu kræver FN så, at myndighederne i Emiraterne udleverer bevis på, at hun er i live. Det skriver Sky News.
Den 35-årige kvinde er datter af Dubais mest magtfulde person Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, og hun har i videoer, sendt til Sky News, påstået, at han holder hende fanget. Mod hendes vilje.
»Jeg er taget som gidsel. Den her villa er blevet et fængsel,« fortæller Latifa i en af videoerne, som er optaget på et badeværelse og smuglet ud af hendes venner – og videre til medierne.

Prinsessen, der frygter for sit liv, fortæller derudover, hvordan der konstant er to kvindelige betjente i villaen. Flere mandlige vogter villaen udefra.
I videoerne beretter hun desuden, at hun skal være blevet slået, forgiftet og fængslet som følge af et forsøg på at flygte fra landet i 2018.
Flugtforsøget, der dengang blev dækket vidt og bredt i medierne, startede, da prinsessen i marts 2018 sammen med en fransk-eksspion og en veninde drog mod Oman i bil og derfra tog flugten til søs. Først via gummibåd. Herefter via yacht.
Hun ville væk fra sin kontrollerende far. Og det kom hun også. Næsten.

50 kilometer fra friheden – den indiske kyst – blev flokken passet op.
Fem krigsskibe, tre fra Indien og to fra De Forenede Arabiske Emirater, fik 4. marts sat en stopper for flugten.
Prinsessen blev sendt hjem. Og så forsvandt hun. Dukkede kun undtagelsesvist op i slutningen af 2018, hvor Dubai offentliggjorde nogle billeder af prinsessen sammen med Mary Robinson, den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder.
Højkommissæren beskrev hende som »en urolig ung kvinde«, men understregede, at alt var godt.

Længe var der så ingen livstegn fra prinsessen. Men tidligere på ugen dukkede en række foruroligende videoer op.
»Jeg vil bare gerne være fri,« lyder det i videoerne, der er det sidste, man har set til prinsessen i live.
Og nu er selv Mary Robinson urolig. Fortæller, at hun er blevet »forfærdeligt narret« af prinsessens familie.
Både hun, Boris Johnson og andre ledere har opfordret FN's Menneskerettighedskommision til at gå ind i sagen. Og det gør man så nu.
FN beretter, at man nu vil tage sagen op med De Forenede Arabiske Emiraters repræsentanter i Geneve.
Der skal beviser på, at prinsessen stadig er i live, på bordet, lyder det.