Som udgangspunkt er de blå engangsmundbind ikke hamrende fashionable. Og derfor har flere – særligt kendisser – da også fået specialsyet deres.
Det gælder også sangerinden Lana Del Rey, der nu trækker overskrifter på grund af sit bud på værnemidlet. Men det er ikke gode overskrifter.
Flere medier har nemlig bemærket de oceaner af negative kommentarer, der flyder på den 35-årige 'Summertime Sadness'-sangerindes Instagram-profil.
Her har hun delt et billede af sig selv iført et mundbind lavet af et materiale, der mest af alt ligner net.
Og det er da ganske vist pænere end de blå udgaver, men næppe særligt beskyttende, bemærker hendes fans.
Flere mener, at hun er uansvarlig. At hun driver gæk med pandemien og sætter dem omkring sig i fare.
'Ærligt talt: Hvad fanden laver du?' skriver en bruger, mens en anden undrende må konstatere:
'Kvinde, det er ikke en maske. Du laver god musik, men træffer elendige beslutninger.'

Et fåtal i kommentarsporet forsvarer Lana Del Rey med henvisning til, at der under det glitrende net også er et ekstra lag gennemsigtigt stof.
Om det er tilfældet, må stå hen i det uvisse. I hvert fald har sangerinden ikke handlet i ond tro, understreger hendes søster, Caroline Grant, i kommentarsporet.
Her forklarer hun, at søsteren netop var blevet testet negativ, og at hun i øvrigt stod med god afstand til andre, da hun bar det alternative mundbind.
Selv har sangerinden ikke kommenteret kritikken, men hun har siden delt en video af sig selv iført et mundbind i et – umiddelbart – tykkere materiale.