Europæiske Laura Del Rey-fans er slemt skuffede disse dage.

Den 34-årige 'Born to Die'-sanger har nemlig mistet stemmen og er derfor nødsaget til at aflyse en håndfuld koncerter.

'Jeg beklager at måtte skuffe alle i sidste øjeblik, men denne sygdom er kommet som en overraskelse, og jeg har fuldstændig mistet min stemme,' skriver sangerinden ifølge Variety i en udtalelse og fortsætter:

'Lægen har for nuværende rådet mig til at tage fire uger fri. Jeg hader at skuffe folk, men jeg bliver nødt til at blive rask. Kærligst Lana.'

Startskuddet til den europæiske del af sangerindens turné skulle have været en koncert i Amsterdam den 21. februar efterfulgt af koncerter i henholdsvis Paris, London, Manchester, Glasgow, Birmingham, Berlin og Cologne.

Nu ser det midlertidigt ud til, at ingen af disse koncerter bliver en realitet.

I skrivende stund har Lana Del Rey ikke informeret om sygdommen på de sociale medier, og det er ikke faldet i god jord hos hendes fans.

'Jeg elsker Lana Del Rey til døde og ønsker, at hun skal prioritere sit helbred, men hendes stilhed i denne situation er uopdragen og respektløs overfor fans,' skriver en fan blandt andet på sociale medier.

Flere fans ærgrer sig desuden over, at det på nuværende tidspunkt ikke ser ud til, at koncerterne bliver rykket til et senere tidspunkt.

'Jeg føler, at Lana Del Rey lige har slået op med mig. Jeg vil ikke engang have mine ting tilbage. Lad os bede for, at koncerterne bliver afholdt på et senere tidspunkt,' skriver en fan på Twitter.

Lana Del Reys seneste album, Norman Rockwell, har været nomineret til to Grammys og blev i 2019 kåret til musikkritikeres favoritalbum.

Den 34-årige sangerinde vandt første gang international anerkendelse tilbage i 2011, hvor hun brød igennem med sangen 'Video Games'. Siden har hun udgivet seks album og besøgt Danmark flere gange. Senest i sommeren 2019, hvor hun optrådte på Tinderbox.