Kvælertag, voldelig adfærd og psykisk misbrug.

Den britiske sanger FKA Twigs, med det borgerlige navn Tahliah Debrett Barnett, har sagsøgt sin ekskæreste, skuespilleren Shia LaBeouf for ovenstående ting.

»Det jeg gik igennem med Shia, var det værste, som jeg har prøvet i hele mit liv,« siger hun.

New York Post har fået adgang til dokumenter i sagen, og i en af anklagerne lyder det, at han på valentinsdag i 2019 fra førersædet af en bil drønede afsted og slingrede fra side til side, mens han truede med at køre galt, hvis ikke hun erklærede sin kærlighed til ham.

FKA Twigs stod angiveligt model til meget, da hun var sammen med Shia LaBeouf.
FKA Twigs stod angiveligt model til meget, da hun var sammen med Shia LaBeouf. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Og det var blot eskaleringen på en dag, hvor han forinden havde taget kvælertag på hende, kylet hende ind i bilen, da hun forsøgte at slippe væk, og gentagne gange havde råbt af hende.

Episoden var ikke en enlig svale. FKA Twigs beretter om adskillige episoder, hvor LaBeouf havde været voldelig i deres forhold, der blot varede et år. Anklagerne inkluderer også psykisk og seksuelt misbrug, herunder at han helt bevidst skulle have overført en seksuel sygdom til hende.

Hendes motivation for at stå frem er, at hun vil bevise, hvordan selv prisbelønnede skuespillere, der er velstillede og som har en stor omgangskreds kan ende i en ond cirkel med omfattende misbrug, og så vil hun også belyse, hvilke taktikker mennesker kan bruge, for at kontrollere andre, så de ikke selv kan træffe selvstændige beslutninger:

»Jeg kunne hele tiden have købt en flybillet tilbage til mit hus i Hackney. Men han fik mig så langt ned psykisk, at idéen om at forlade ham virkede umulig.«

Det er ikke første gang, at han anklages af en ekskæreste for sin aggressive natur. Karolyn Pho har tidligere fortalt, hvordan han blandt andet gav hende en skalle under deres forhold.

Shia LaBeouf erkender, at han igennem længere tid har misbrugt sine nærmeste. Til New York Post fortæller han, at han angrer:

»Jeg har ingen undskyldninger for mit alkoholmisbrug eller mine aggressioner. Jeg har været voldelig over for mig selv og alle omkring mig i årevis. Jeg har en tendens til at skade folk omkring mig. Jeg skammer mig og kan kun beklage. Der er virkelig ikke andet, jeg kan sige.«