Efter anklager om misbrug af sin ekskæreste, der står bag et sagsanlæg mod ham, indrømmer skuespilleren Shia LaBeouf nu, at han har et problem.
»Shia har brug for hjælp, og det ved han godt,« udtaler hans advokat, Shawn Holley, til det amerikanske kendissite TMZ.
»Vi er aktivt i gang med at finde den meningsfulde, intensive og rette behandling på sigt, som han har desperat har brug for,« lyder det videre fra advokaten.
Den 34-årige skuespiller, der som ung blev kendt på Disney Channel, men som siden har været med i film som 'Nymphomaniac' og 'Wall Street: Money Never Sleeps', har virkelig været i vælten den seneste tid.

Den ellers så succesfulde skuespiller har fået et noget blakket image, efter at det i begyndelsen af december kom frem, at hans ekskæreste, den britiske sangerinde FKA Twigs med det borgerlige navn Tahliah Debrett Barnett, har sagsøgt ham for misbrug.
Ifølge FKA Twigs har skuespilleren blandt andet taget kvælertag på hende samt udsat hende for voldelig adfærd samt misbrugt hende psykisk.
»Det, jeg gik igennem med Shia, var det værste, som jeg har prøvet i hele mit liv,« har hun tidligere fortalt ifølge New York Post.
Og det blev ikke bedre, da sangerinden Sia også stod frem og støttede FKA Twigs og dernæst fortalte, at også hun var blevet narret af Lebeouf.
Sia har i et tweet kaldt Labeouf en 'patologisk løgner', fordi han havde narret hende til at tro, at han var single, inden hun også indledte et forhold med ham.
Siden fortalte Sia, hvordan hun efterfølgende havde droppet LaBeouf som en del af castet til filmen 'Music', som hun står bag.
Og det er ikke det eneste sted, at skuespilleren er blevet droppet. Også Netflix har ifølge magasinet People fjernet LaBeouf fra deres Oscar-kampagne.