Der var tumultariske scener ved fredagens 'Fredagsrock' i Tivoli, hvor Jimilian og Icekiid optrådte.

Mange mennesker var mødt op, men det var ikke alle, der kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Det blev også bemærket fra scenen, hvor Icekiid simpelthen blev nødt til at afbryde koncerten for at få lidt ro på publikum.

'Jeg var helt målløs over, hvor mange mennesker der mødte op på en kold april-aften. Dog er det helt vildt vigtigt for mig at understrege, at jeg tager totalt afstand til tumulten, der opstod under showet. Det er simpelthen ikke velkommen til mine show,' skriver han på Instagram.

'Jeg stopper koncerten, så snart jeg ser noget, der ikke er i orden, og hvis folk føler sig utrygge, da det kan blive altødelæggende – ikke kun for mig, men for alle os artister, der tager ud og optræder med 'fest' musik.'

Han opfordrer folk til at opføre sig ordentligt og beklager over for dem, der kun kom for at have en fest.

Også Tivolis pressechef har bekræftet, at koncerten måtte stoppes.

»Koncerten med Icekiid blev midlertidigt stoppet, fordi vi fik en henvendelse om, at der var utryghed mellem gæsterne. Det tager vi selvfølgelig alvorligt,« sagde han og forklarede, at pausen varede otte minutter.

Ifølge Københavns Politi var der i løbet af aftenen en række anmeldelser om slagsmål og uro både i og ude foran Tivoli.

»Da patruljer kom ud til anmeldelserne, var der ingen, der ville medvirke eller gå videre med sagen, så vi har ikke foretaget nogen anholdelser,« forklarede Jess Voldager, der er vagtchef i Københavns Politi.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Icekiid.