Radiovært på NOVA FM, Christina Sander, er efter 10 dage over terminen blevet mor til en lille dreng, som har fået navnet Marlon Sander Riis, skriver hun i et opslag på Instagram.

»Jeg har fået en helt ny respekt for kvinder, der har født. Jeg følte mig som en amazonekriger,« siger Christina Sander til B.T.

Veerne startede klokken halv 4 om morgenen den 25. december og klokken 8 kørte hun og kæresten, Michael Riis, på Rigshospitalet, hvor timingen passede perfekt med, at hun gik i fødsel.

»Jeg havde valgt at føde uden bedøvelse og i kar. Da jeg kom op i karret, var det som et spa ophold, det var så befriende. Men efter tre timer, hvor han ikke rigtig ville ud, kom jeg op på en briks, og så gik det hurtigt,« siger hun.

Chrstina Sander med sin tre dage gamle søn Marlon Sander Riis.
Chrstina Sander med sin tre dage gamle søn Marlon Sander Riis. Foto: Privatfoto
Vis mere

Christina Sander tog selv imod Marlon, da han kom ud, og selvom hun var blevet forberedt på, at nyfødte godt kan være lidt blå og ikke laver lyde lige med det samme, så blev hun stadig lidt overrasket.

»Jeg tænkte, at han så lidt mærkelig ud, og at han var lidt mørk, men det var så vanvittig en følelse at lave et barn, og jeg blev bare så stolt,« griner hun over telefonen.

Sander havde lidt problemer med amningen og Marlons blodtryk havde været lidt lavt, så parret fik lov at blive rykket op på Rigshospitalets barselsafsnit, hvor de kunne blive lidt længere end de fire timer, man normalt får lov at blive, efter man har født.

Selvom parret fik lov at blive længere, end hvad reglerne siger, så var det en meget gennemsnitlig fødsel, fortæller hun.

»Jeg har det perfekt lige nu. Vi blev jo lidt længere tid på hospitalet, så jeg fik styr på amningen, men de tog sig vanvittig godt af os,« siger hun og fortsætter:

»Michael har bare været helt vild god og er stået op om natten for at hjælpe med bleskift og amning, og selvom vi er meget trætte, så er vi så glade.«

Christina Sanders familie kom forbi fra Jylland og besøgte dem på barselsafsnittet, men parret venter et par dage med at få flere besøg, så de lige kan komme sig lidt, inden de inviterer folk indenfor.

»Vi har kun haft Marlon i tre dage, men han forandrer sig allerede for hver dag der går. Det er så sindssygt at være blevet mor,« afslutter hun.

Marlon Sander Riis.
Marlon Sander Riis. Foto: Privatfoto
Vis mere