2. søndag i advent dukkede der en bemærkelsesværdig video op på Kongehusets Instagram-konto.
Videoen er nemlig blevet filmet af tiårige prinsesse Josephine, og noget kunne tyde på, at hun har en særlig inspirationskilde.
Ifølge Anders Hemmingsen, der har mere end en million følgere på sin Instagram-profil, er det ikke utænkeligt, at prinsessen er inspireret af 2020s 'Christmas Grenade Challenge', der især var populært på TikTok.
En trend, hvor man kastede en julekugle ind i et rum, lukkede døren, åbnede døren igen, og så var der pyntet op til jul. Og i Kongehusets video er opskriften tæt på at være identisk.
Og derfor mener Anders Hemmingsen, at der måske er en kommende kreatør af indhold til sociale medier gemt i prinsesse Josephine.
»De unge har helt fingeren på pulsen i forhold til, hvad der trender, og her tror jeg, at prinsesse Josephine har fået fat i noget, der rammer den yngre målgruppe ret godt,« siger Anders Hemmingsen til B.T.
Ifølge ham kan Kongehuset sagtens åbne en ny konto på de sociale medier.
»Jeg tror godt, at Kongehuset kan spare sig en medarbejder til de sociale medier og bare få nogle af børnene til at lave indhold til en TikTok-konto,« siger Anders Hemmingsen og fortsætter.
»Jeg synes, det er ret sejt, at prinsesse Josephine har fået lov til at få en af sine videoer postet på Kongehusets Instagram,« siger den 35-årige internetpersonlighed.

Kongehuset har tidligere fået ros fra kommunikationsrådgivere for at følge med tiden, hvor de blandt andet har lagt billeder op fra dronning Margrethes ferie og kronprins Frederiks første tur hos frisøren efter første coronanedlukning.
Tilbage i maj åbnede prins William og hertuginde Kate fra det britiske kongehus en YouTube-kanal, der også fik ros med på vejen.