7. juni runder prins Joachim et skarpt hjørne. Han fylder 50 år.

Det skal fejres. Prinsen har således planlagt en fødselsdagskoncert i parken Sølyst i Klampenborg fire dage før sin fødselsdag. Her skal blandt andre Susse Wold og Bryan Rice optræde.

Ifølge pressemeddelelsen er det en gave fra de medvirkende kunstnere til prinsen. Entreindtægterne går til en velgørenhedsorganisation, som prinsen selv vælger.

Programmet byder på dansk og selvklart fransk musik, korsang, opera, pop og fællessang.

'Det bliver en aften med musik, jeg selv sætter virkelig pris på. Det er en meget meget flot gave, som jeg blev utrolig rørt over at modtage, det er meget generøst,' siger
prins Joachim til Billed-Bladet ifølge pressemeddelelsen.

Den danske popmusiker Bryan Rice skal optræde med Sebastians 'Stille før storm' sammen med Det Danske Drengekor. Derudover skal han også optræde med sit kæmpehit 'No Promises' fra 2006.

Prinsen mistede sin far i februar sidste år. Derfor er det meget passende og rørende, at Susse Wold skal læse digte af prins Henrik ved fejringen. Fødselsdagskoncerten slutter med fællessang.

Her slutter Det Danske Pigekort begivenheden af med at synge H.C. Andersens 'I Danmark er jeg født', og her bliver publikum opfordret til at synge med.

Hvis du vil med til koncerten, så er der 'kun' sat 500 billetter til arrangementet til salg.

Billetten koster 295 kroner, og som tidligere nævnt går entreindtægterne til en humanitær organisation. Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, hvilken han har valgt.

Ud over de betalende gæster har han inviteret repræsentanter fra sine protektioner, samarbejdspartnere, æreshverv og fonde til koncerten.

Det virker dog til at være et markant mindre arrangement end fejringen af storebror kronprins Frederik.

Da kronprins Frederik fyldte 50 år, blev det markeret med løbearrangementet Royal Run, som blev arrangeret i samarbejde med Nordea Fonden, Novo Nordisk Fonden Trygfonden og TV2.

Han blev også hyldet med det stjernespækkede show 'Hele Danmark fejrer Kronprinsen', som blev afviklet i Royal Arena og arrangeret af DR.

Her var der foruden musikalske indslag ved blandt andre MØ, Lukas Graham, Dizzy Mizz Lizzy, Oh Land, Tina Dickow og Sort Sol løbende indslag med videoklip fra kronprins Frederiks liv og opvækst.

Her blev der også afsat tid til at mindes Kronprinsens far, prins Henrik, der var gået bort.

Arkiv. Prins Joachim og prinsesse Marie.
Arkiv. Prins Joachim og prinsesse Marie. Foto: Henning Bagger Henning Bagger
Vis mere

Den bramfrie komiker Anders Matthesen og satireduoen Rytteriet underholdt også et fyldt Royal Arena, hvor 12.000 overværede showet, som blev transmitteret i fjernsynet.

Hvorvidt der kommer en større officiel fejring af prins Joachim, fremgår endnu ikke af kongehusets kalender.

Prins Joachims fødselsdagskoncert finder sted 3. juni klokken 19.30 og forventes at slutte ca. 20.50.

Allerede fra klokken 18 er gæsterne velkomne. Omkring klokken 19 ankommer fødselsdagsbarnet med sin hustru, prinsesse Marie.