Med to Nikon-kameraer i tasken og højt ungdomshumør drog den unge pressefotograf-elev, Carsten Reenberg, i 1971 på en chartertur til Mallorca med Falke Rejser.
En tur der dengang kostede den nette sum af 25 øre, men som gav ham en ubetalelig mulighed og gjorde ham rig på oplevelse.
Han vendte nemlig hjem med et foto af John Lennon og Yoko Ono. Et af tidens hotteste par. Hvordan det kom i stand, vender vi tilbage til senere.
»Fotografisk er det jo ikke noget særlig godt billede,« konstaterer Carsten Reenberg her 50 år senere.

Det her er en historie om held, ihærdighed og om at være uimponeret.
Carsten Reenberg var i 1970 begyndt som elev hos Fyns Presse Foto, der tog billeder til de to store aviser på Fyn: Fyns Tidende og Fyens Stiftstidende.
Og i det sene forår 1971 hoppede han altså på en flyver i Billund Lufthavn med kurs mod Mallorca. Selvom det var en ferietur, så var de fotografiske følgesvende med på turen.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde to kameraer med. Det var sådan lidt blærerøvsagtigt,« husker Carsten Reenberg tilbage på det i dag.

Selve opholdet på den spanske ferie-ø var fest og glade dage, og under opholdet var Carsten Reenberg en flittig lytter af en dansk turistradio, som den danske journalist Erik Haaest stod bag.
En af de sidste feriedage hørte han i radioen, at John Lennon og Yoko Ono var blevet anholdt i det spanske ferieparadis. De to havde året forinden fyldt en del i det danske mediebillede efter et besøg hos Aage Rosendahl Nielsen i Skyum Bjerge i Thy.
»Jeg havde oplevet lidt af postyret omkring dem, da de var i Skyum Bjerge. De fik på en måde en dansk aktualitet.«
»Nu kan jeg endelig blive en del af det,« tænkte Carsten Reenberg og hoppede i en taxa til hotellet Son Vida på den østlige side af øen, hvor John Lennon og Yoko Ono var i husarrest.
»Hello, I'm sent from Denmark,« nogenlunde sådan husker Carsten Reenberg, at han fyrede en lille hvid løgn af til hoteldirektøren, som han altså lykkedes med at få overbevist om, at han skulle introducere fotografen til parret.
Direktøren gik med til at aflevere en lille hilsen på et visitkort til John Lennon og Yoko Ono, som sagde ja til at mødes med danske Carsten Reenberg senere samme eftermiddag.
Hvordan reagerede den unge pressefotografelev på det?
»Det var egentlig ikke så vildt. John Lennon er mere ikonisk i dag, end han var dengang. Han var jo bare én de fire beatler,« husker Carsten Reenberg.

»Jeg var ikke så imponeret dengang. Jeg tænkte, at sådan er det vel bare,« fortæller han.
I dag kan han godt se, at det var en god historie.
»Men for andre er det nok lidt mere vildt.«
Carsten Reenberg fik en halv time sammen med parret og faderen til Yoko Onos datter - filmmanden Anthony Cox - og dennes nye kæreste. Han blev også inviteret med på golftur senere på dagen, som han pænt takkede nej til.
»Jeg skulle jo tilbage på mit hotel og pakke, så jeg kunne rejse hjem den næste dag.«
»Det gode billede kommer ved held og ihærdighed. Og her var det jo heldigt, at jeg skulle hjem den næste dag.«
Søndag 9. maj 1971 landede billedet af John Lennon og Yoko Ono på forsiden af Morgenposten. Og i dag er det at finde på én af de første sider i Carsten Reenbergs store grønne scrapbog.
En bog, der rummer alt fra stort og småt fra Odense og Fyn til vaskeægte verdenshistorie - og en bog, som Carsten Reenberg af og til finder frem fra pladsen under kommoden i huset i Odense-bydelen Tarup.

»Jeg har dækket alt fra stodderkonger til sheiker. Og fra konger til præsidenter. Den her historie var til den mere kuriøse side.«
Hvis Carsten Reenberg skal placere billedet på top 100 over de pressefotos, han har taget, så lander det et godt stykke nede af listen.
»Det bliver i hvert fald først efter plads 30,« vurderer han.
»Men det er ikke så meget på grund af billedet, men mere på grund af oplevelsen.«



