Hun var en ung praktikant, der forsøgte at slå i gennem på en radiostation, og han var en gigantisk musikstjerne kendt i hele verden.

Derfor så hun det som en ideel mulighed at få lov til at interviewe ham.

Mødet endte dog som et mareridt, hvor hun blev indespærret i et mørkt rum i flere dage, før hun blev seksuelt misbrugt.

Sådan lyder vidneforklaringen i hvert fald fra en unavngivet kvinde, der torsdag var i retten i sagen mod musikeren R. Kelly, som er sigtet for en lang række tilfælde af alt fra kidnapning og voldtægt til menneskehandel og seksuelt misbrug af kvinder og unge piger.

Kvinden påstår, at hun er en af dem.

En tegning af R. Kelly i retten torsdag.
En tegning af R. Kelly i retten torsdag. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Ifølge ABC News fortalte kvinden i retten, at hun i 2003 var en 'ubetydelig' praktikant på 21 år og derfor anså det som en karriereændrende mulighed, da hun blev tilbudt et interview med R. Kelly.

Ifølge kvinden blev hun inviteret til R. Kellys musikstudie i Chicago, hvor hun blev mødt af en medarbejder, som bad hende underskrive en fortrolighedsaftale, og som krævede, at hun udleverede personlige informationer om sig selv og sin familie.

Ifølge kvinden spurgte medarbejderen også – til stor undren for hende – om hun havde brug for 'beskyttelse', nærmere betegnet et kondom, hvortil hun skal have svaret: 'Nej, det er ikke derfor, jeg er her.', påstod hun i retten.

Hun fortalte videre, at hun efterfølgende blev bedt om at vente på R. Kelly i et mørkt og dunkelt lokale uden vinduer.

Arkivfoto af R. Kelly i 2013.
Arkivfoto af R. Kelly i 2013. Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

Da hun blev træt af at vente og forsøgte at forlade rummet, skal hun angiveligt have opdaget, at døren var låst udefra.

Ifølge kvinden fik hun de næste par dage intet mad og skulle bede R. Kelly om lov, hver gang hun skulle på toilettet.

Da hun endelig fik serveret mad og en sodavand, påstår hun, at hun få minutter efter faldt bevidstløs om på sofaen, og da hun vågnede, var hun angiveligt nøgen og havde noget 'vådt væske' mellem benene og på lårene.

I hjørnet af rummet, påstår hun, stod R. Kelly og var i fuld gang med at tage bukser på, og derfor er hun overbevist om, at han netop havde voldtaget hende.

R. Kelly i 2019, hvor han blev anholdt.
R. Kelly i 2019, hvor han blev anholdt. Foto: DEREK HENKLE
Vis mere

Ifølge kvinden skal R. Kelly kort have fortalt hende, at hun ville se ham igen snart, hvorefter han forlod rummet.

Et par dage senere blev hun dog lukket ud af rummet og så aldrig sangeren igen.

»Jeg var bange, flov og ydmyget,« sagde kvinden i retten torsdag.

R. Kellys forsvarsadvokat forsøgte torsdag at så tvivl om kvindens forklaring ved at påpege, hvor mange år der er gået, siden den påståede voldtægt.

Advokaten påpegede endvidere, at kvinden var i besiddelse af sin mobiltelefon, da hun befandt sig i rummet, men at hun aldrig tilkaldte politiet, hvilket kvinden erkendte og forklarede med frygt som årsag.

R. Kelly efter en høring i sagen i 2019.
R. Kelly efter en høring i sagen i 2019. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

Retssagen mod den 54-årige sanger begyndte 18. august og forventes at vare en måneds tid i alt.

R. Kelly har nægtet sig skyldig i alle anklager mod ham, og hans advokat har tidligere karakteriseret de mange anklagende kvinder som værende 'fornærmede groupier, som ville gøre alt for at være sammen med sangeren'.

R. Kelly har været fængslet siden 2019.

Hvis han bliver kendt skyldig, risikerer han en straf på mellem ti år og livstid.