P!nk er decideret rasende.

Den 39-årige amerikanske popsangerinde, der den 7. august giver koncert i Horsens, har valgt at slette et Instagram-opslag og erstatte det med et nyt, hvor hun sender en svada imod alle de følgere, der valgte at kommentere i første omgang. Hun har samtidig deaktiveret kommentar-funktionen.

»Der er seriøst noget galt med jer folk derude,« indleder hun.

P!nk havde uploadet et billede, hvor hun står sammen med sine to små børn ved en swimmingpool og kigger på en pelikan.

Hendes to-årige søn Jameson stod på billedet i bar numse, og det fik folk i kommentarfeltet op i det røde felt.

Der blev ifølge P!nk skrevet ord som 'omskæring' og generelt kommenteret på, at den lille dreng ikke havde bukser på.

Og det vil P!nk ikke finde sig i.

På det nye billede har hun sløret sønnens tissemand og skrevet:

»At gå amok over min søns penis? Omkring omskæring? Er I seriøse? Som enhver anden normal mor ved stranden havde jeg end ikke opdaget, at min søn havde taget sin badeble af.«

Hun tilføjer, hvorfor hun slettede det første billede:

»Jeg har slettet det, fordi I alle er fucking ulækre. Og nu slukker jeg også for kommentarerne og ryster på hovedet over de sociale medier.«

P!nk fortsætter:

»Og al den negativitet, som I bringer i andres liv. Der er seriøst noget galt med mange af jer derude. Smfh (Shaking my fucking head, red.) Her er et billede af pelikanen, som vi åbenbart fangede og misbrugte i timevis med en hængende baby-tissemand lige i dens hoved.«

Se billedet her:

Det er ikke første gang, at P!nk har kæmpet med sine Instagram-følgere, når det kommer til hendes børn.

I 2017 uploadede hun blandt andet et billede med sin lille søn i en bæresele foran et komfur i gang med at lave mad. Det mente flere af hendes følgere var uforsvarligt.