»Jeg må bare være ærlig.«

Den norske rigmand Petter Stordalen har afsløret detaljer om, hvor meget alkohol han den seneste tid har drukket dagligt og om ugen – og det er noget mere, end der anbefales.

Det fortalte den 58-årige forretningsmand i et interview med svenske 'Studentafton', skriver Expressen.

»Jeg ved, at man i sådanne sommerinterviews skal svare på, hvor mange alkoholenheder, man drikker hver uge i snit, og så svarer politikere to til fire og nogle af de hårdeste siger otte til ni,« siger han og tilføjer:

»Jeg må bare være ærlig og sige, at jeg ikke ved det. Måske 30.«

Til dagligt står den ofte på to glas vin og en øl, afslører han.

Men han understreger samtidig i 'Studentafton', at han »har det godt«.

Herhjemme anbefaler Sundhedsstyrelsen, at kvinder maksimalt drikker syv genstande om ugen, mens mænd anbefales at drikke højst 14 genstande om ugen.